Metroselskabet får ja til at larme om natten
Metroselskabet har torsdag eftermiddag fået ja til at udvide arbejdstiden på metrobyggerierne.
Et flertal i Borgerrepræsentationen i København bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance har indgået en politisk aftale, der giver tilladelse til udvidet arbejdstid.
Aftalen tager dog højde for, at mange københavnere er plaget af støjgener som følge af det metrobyggeri, der er i gang forskellige steder i hovedstaden.
Derfor er skal der være døgnbemandet miljøtilsyn af metrobyggepladserne, bedre offentligt tilgængelige støjmålinger samt styrket vejledning til beboerne.
Hertil kommer en pulje på minimum 20 millioner kroner fra Metroselskabet, der blandt andet skal sikre hotelværelser eller andre aflastningstilbud til de hårdest ramte naboer.
Overborgmester Frank Jensen (S) er tilfreds med, at et markant flertal i Borgerrepræsentationen har indgået en politisk aftale.
- Vi vil sætte ind med døgnbemandet miljøtilsyn for at sikre, at Metroselskabet mindsker støjen som lovet. Jeg har en meget klar forventning om, at metroen står klar til tiden og til prisen, når vi siger ja til udvidet arbejdstid.
Dansk Folkeparti og Konservative er ikke en del af den politiske aftale.
Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti venter med at tage endelige stilling, til sagsbehandlingen skydes i gang på mandag.
- Vi går ind til forhandlingerne med et åbent sind. Men vi har en række spørgsmål, som vi gerne vil have svar på inden, siger Carl Christian Ebbesen og forklarer, at det særligt er hensynet til de berørte naboer, der optager ham.
Kort fortalt vil nattearbejdet fremover være tilladt på byggepladserne ved Marmorkirken og på tunnelarbejdspladsen ved Øster Søgade.
Arbejdstiden vil blive forlænget med fire timer på resten af byggepladserne, så metromaskinerne kan svinge med kranerne fra klokken syv til 22 ved Trianglen, Rådhuspladsen og Gammel Strand.
På resten af byggepladserne rundt om i København vil aftenarbejdet skulle foregå under jorden.
Metroselskabets argumentation for forlængelsen er, at projektet risikerer at blive op til et år forsinket, hvis ikke arbejdstiderne udvides. Det svarer til ekstra omkostninger på 1,2 til 1,5 milliarder kroner.
Den nye metroring åbner efter planen i 2018.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde