Mette F. holdt middag og drøftede sikkerhed med nordiske kolleger
Statsminister Mette Frederiksen (V) har inviteret Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, som står til venstre på billedet, samt Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb, til en uformel middag søndag aften. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen har sammen med ledere fra Sverige, Norge og Finland talt om blandt andet maritim sikkerhed.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har søndag aften holdt møder med sine nordiske kolleger og efterfølgende inviteret til en uformel middag i sit eget hjem.
Det skriver hun på Facebook.
- Vi har altid stået sammen i de nordiske lande. Og med den nye og mere uforudsigelige virkelighed, som vi står i, er det kun blevet endnu vigtigere med gode og tætte alliancer og venskaber, skriver hun.
I et opslag på det sociale medie X takker den svenske statsminister, Ulf Kristersson, også for "en god samtale" i København.
- Middagssamtale i København med nære venner og allierede fra Danmark, Norge og Finland om regional sikkerhed, maritim sikkerhed i Østersøen, inklusive dagens kabelhændelse, og støtte til Ukraine, skriver han.
Ifølge DR er middagen en del af regeringens forsøg på at sikre opbakning til Danmark, på et tidspunkt hvor USA's præsident, Donald Trump, ad flere omgange har udtrykt ønske om at overtage eller købe Grønland.
Udover den svenske statsminister og Mette Frederiksen deltog Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb, i middagen.
Til DR siger Mette Frederiksen, at hun lige nu bruger det meste af sin tid på at holde et tæt samarbejde med Danmarks allierede.
I et interview med TV 2 siger statsministeren, at hun har tænkt sig at række ud til flere europæiske lande i den kommende tid, og at hun også kommer til at besøge flere kolleger.
- Vi er i arbejdstøjet hele tiden. Det er vi altså også hen over en weekend som den, der er ved at slutte af netop nu. Jeg holder ikke fri undervejs i det her, siger hun til TV 2 søndag aften.
Hun nævner ikke, hvilke kolleger hun har planer om at besøge.
I et interview på svensk tv har Ulf Kristersson sagt, at han er meget enig i Mette Frederiksens måde at håndtere sagen på. Det skriver DR.
Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, kaldte Donald Trumps udtalelser om Grønland "en lidt speciel ny stil". Det oplyste nyhedsbureauet NTB i begyndelsen af januar.
Han sagde dog også, at den slags spørgsmål ikke bør komme op "på skalaen af trusler mellem allierede".
I opslaget på Facebook skriver Mette Frederiksen, at hun hører fra flere, at den aktuelle verdenssituation gør dem utrygge.
- Det forstår jeg godt. Vi skal huske, at Danmark ikke er alene. Vi har flere tætte allierede, som vi deler værdier med.
- Og vi tilhører et kontinent, som vi er godt i gang med at gøre endnu stærkere. Det er en vigtig opgave for regeringen og for mig som statsminister. Det gælder militært. Men det gælder også økonomisk og teknologisk, skriver hun.
Ifølge statsministeren deler hun situationens alvor med sine nordiske kolleger.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned