Mette F. i dagpengesag: Ingen er ført bag lyset
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forsvarer skjulte dagpengetal med, at hun først skulle informere regeringens økonomiudvalg, før hun kunne offentliggøre dem. Og det er normal procedure, forklarer hun.
- Ingen er blevet ført bag lyset, og jeg har selvfølgelig ikke misinformeret Folketinget. Der er foretaget et revideret skøn, og når regeringen er færdig med at behandle det, så tilgår det offentligheden, siger Mette Frederiksen til Ritzau.
- En regering arbejder stort set kun med vigtig sager hele tiden, og det er afgørende, at offentligheden selvfølgelig får adgang til de her oplysninger, når regeringen er færdig med at behandle sagen, lyder det fra beskæftigelsesministeren.
Allerede 5. december sidste år begyndte Beskæftigelsesministeriet at regne på et øget skøn for, hvor mange der ville miste dagpengeretten 1. januar 2013 og de følgende seks måneder, viser en redegørelse i sagen fra Beskæftigelsesministeriet, sendt til Ritzau.
Ministeriet regnede med, at knap 20.000 danskere ville ryge ud ad dagpengesystemet i stedet for de 7-12.000, regeringen officielt sagde var tallet for første halvår af 2013. Det blev Mette Frederiksen informeret om på et møde 17. december.
Alligevel får offentligheden først det nye skøn 10. januar, selvom dagpengereformens konsekvenser var et varmt politisk emne i december og januar.
Debatten kørte dog videre på et forkert grundlag, fordi mødet i regeringens økonomiudvalg ifølge Mette Frederiksen ikke kunne rykkes frem til et tidligere tidspunkt.
- Det er et emne af vital betydning, så det er helt almindelig procedure, at regeringen kan forholde sig til ændret skøn på dagpengeområdet, før det offentliggøres, siger Mette Frederiksen.
Der var møde i regeringens økonomiudvalg 9. januar, og 10. januar offentliggjorde Mette Frederiksens ministerium det nye skøn over, at mellem 17.000 og 23.000 ville falde ud af dagpengesystemet.
Enhedslisten har nu kaldt Mette Frederiksen i samråd for at forklare de skjulte tal.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned