Mette F. i tale: Socialdemokratiet er eneste brede folkeparti
Statsministeren hylder både den socialdemokratiske fortid og nutid i tale ved partiets 150 årsjubilæum.
Socialdemokratiet fejrer fredag 150-året for partiets stiftelse.
Det sker blandt andet ved et arrangement på Arbejdermuseet i København, hvor partiets formand, statsminister Mette Frederiksen, er blandt talerne.
Hun trækker i sin tale tråde tilbage til fortiden og stiftelsen i 1871.
- Da Pio (Louis Pio, red.) sammen med de andre i 1871 grundlagde vores parti, var afsættet dengang selvfølgelig arbejderklassens elendige vilkår.
- Lønnen dækkede, hvis man var heldig, akkurat maden og huslejen. Familierne var stuvet sammen i alt for små lejligheder, baggårde, utætte huse, og børnene blev alt for tidligt sendt ud for at tjene i stedet for at gå i skole.
- Dengang var Danmark et folkestyre, men kun af navn, siger hun.
Mette Frederiksen får i sin tale nævnt en bred vifte af socialdemokratiske koryfæer, blandt andre Anker Jørgensen og Thorvald Stauning, som begge var statsminister i to omgange.
Thorvald Stauning var statsminister fra 1924-1926 og igen fra 1929-1942, og han er dermed den statsminister i Danmark, der har siddet i længst tid.
- Under ham gik Socialdemokratiet, vores parti, fra at være et klasseparti til for alvor at være det store brede folkeparti.
- I øvrigt interessant i dag. Kun ét parti er i dag et stort bredt folkeparti. Tillykke med det, siger Mette Frederiksen og får således forbundet fortid med nutid.
Hun kommer i talen også ind på den nuværende politiske situation.
Socialdemokratiet dannede i 2019 regering efter folketingsvalget og stod således i den politiske frontlinje, da coronapandemien ramte Danmark sidste år.
Mette Frederiksen mener, at regeringen har fået ført Danmark helskindet gennem pandemien.
- Vi valgte i Danmark at passe på de mest sårbare. Vi valgte også den her gang i en krise at føre en rigtig ægte aktiv ekspansiv socialdemokratisk finanspolitik.
- Og derfor højeste vækst i 15 år. Og derfor laveste ledighed længe. Og derfor er vi nu i en situation, hvor flere danskere end nogensinde før er i beskæftigelse.
- Vigtigere bliver det sådan set ikke, siger statsministeren og modtager applaus fra partikammeraterne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned