Mette F. langer ud efter manglende statsministerkandidat i blå blok
Det er lettere at finde en far til et forældremøde, der vil skrive referat, end en blå politiker, der vil tage ansvar, siger Mette Frederiksen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I sin replik til Folketingets afslutningsdebat efterlyser Mette Frederiksen ansvar fra borgerlig opposition.
Efter at have lyttet til kritik af regeringen hele dagen fik statsminister Mette Frederiksen (S) klokken 01.30 natten til torsdag mulighed for at svare tilbage.
I sin afrundende replik til Folketingets afslutningsdebat langer hun ud efter blå blok for ikke at turde stille med en statsministerkandidat.
- Når man lytter til debatten i dag, er det at finde en borgerlig oppositionspolitiker, der vil påtage sig det tunge ansvar, ikke så let, siger Mette Frederiksen.
- Det er lettere at finde en far til et forældremøde, der vil skrive referat.
Udtalelsen kommer, efter at statsministeren i sin tale har gengivet et fiktivt forberedelsesmøde mellem Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, som Mette Frederiksen forestiller sig.
Her leger hun med tanken om, at de to store blå partier havde samlet sig for at koordinere en kritik af regeringen og statsministeren inden dagens afslutningsdebat.
På det fiktive møde kunne alle blive enige om at sige, at regeringen og Mette Frederiksen er dårlig.
Men når spørgsmålet falder på, hvem der så vil stille op som statsministerkandidat, rækker ingen af de blå politikere hænderne op.
- Det bliver lidt akavet, og man går tilbage til punkt ét - kritik af regeringen er lidt sjovere, siger Mette Frederiksen.
Da Troels Lund Poulsen i efteråret overtog posten som formand for Venstre fra Jakob Ellemann-Jensen, meldte han ud, at han ikke var at anse som statsministerkandidat.
Det skyldtes partiets ringe opbakning i meningsmålingerne.
Siden da har Danmark kun haft én officiel kandidat til statsministerposten - og det er statsministeren selv.
På det seneste har den socialdemokratiske Mette Frederiksen skruet op for sin retorik på det område.
Hun har opfordret Liberal Alliances Alex Vanopslagh til at melde sig på banen som statsministerkandidat for, at den politiske debat bliver renere.
Alex Vanopslagh har godt bemærket statsministerens opfordringer.
Tidligere under afslutningsdebatten i Folketinget svarede han Mette Frederiksen.
- Forleden opfordrede statsministeren mig i hvert fald til at melde mig på banen til at erstatte hende som statsminister. Det må have fået nogle øjenbryn til at løfte sig i de socialdemokratiske kaffeklubber, sagde LA-formanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde