Mette F. om ambassadørpost: Sag skal først undersøges
Statsminister Mette Frederiksen henviser til, at der skal nedsættes en undersøgelse af sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Derfor vil hun ikke kommentere, hvorfor Thomas Ahrenkiel blev udpeget til ambassadør i Berlin, selvom regeringen ifølge flere medier var advaret om uregelmæssigheder i Forsvarets Efterretningstjeneste. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Partier undrer sig. Selv om tilsyn advarede om uregelmæssigheder, fik FE-chef ambassadørpost i Berlin.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke kommentere situationen omkring den nu hjemsendte departementschef i Forsvarsministeriet og tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Thomas Ahrenkiel, som 30. juni blev udpeget til ambassadør i Berlin.
Hun henviser til, at der skal gennemføres en undersøgelse af kritikken af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
- Regeringen mener, at der er grund til at lave en undersøgelse af de forhold, som tilsynet (Tilsynet med Efterretningstjenesterne, red.) finder kritisabelt. Vi skal nu sikre et grundlag for den undersøgelse. Få det aftalt og vedtaget med Folketinget. Og så går undersøgelsen i gang. Indtil da har hverken jeg eller andre i regeringen kommentarer til det, siger Mette Frederiksen.
Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil have undersøgt, hvad regeringstoppen vidste, da Ahrenkiel blev udnævnt.
Flere medier skriver, at Forsvarsministeriet allerede blev orienteret om problemerne i efterretningstjenesten i 2019. Og det får de to partier til at undre sig over, hvorfor Ahrenkiel blev udpeget som ambassadør.
Stillingen som ambassadør i Tyskland vil normalt skulle afklares i regeringens ansættelsesudvalg. Her er statsminister Mette Frederiksen selv medlem.
Spørgsmål: Sagen har rumlet, inden ansættelsesudvalget giver ambassadørposten til Thomas Ahrenkiel. Du sidder også i ansættelsesudvalget. Var det en fejl at udpege Thomas Ahrenkiel til ambassadør, når der var så meget ballade om ham?
- Når et tilsyn med en efterretningstjeneste kommer med en kritik, som den vi så i sidste uge, er det i vores øjne det rigtige at gøre at igangsætte en undersøgelse. Det grundlag er vi ved at få på plads nu, og så længe det arbejde kører, og når undersøgelsen går i gang, har vi ikke yderligere kommentarer.
Spørgsmål: Men nu står hele den danske efterretningstjeneste på den anden ende. Thomas Ahrenkiel og FE-chefen er hjemsendt. Hvorfor træffer du så vidtgående beslutninger, når du ikke ved, hvad der er op og ned? Det forstår jeg på dig, at det først skal undersøges?
- Jeg synes, det rigtige er at få i gang sat en undersøgelse og grundlaget for den er ved at blive tilvejebragt. Jeg vil gerne understrege, at vi fortsat har en efterretningstjeneste, som arbejder, og det skal den fortsætte med at gøre, mens undersøgelsen kører, siger Mette Frederiksen.
Spørgsmål: Hvornår bliver undersøgelsen sat i gang, og hvornår får offentligheden indsigt i resultatet?
- Det konkrete indhold i undersøgelsen skal besluttes af Folketinget. Det gælder også tidsperspektivet. Vi skal være sikre på, at undersøgelsen får mulighed for at besvare de spørgsmål, der skal afklares.
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted