Mette F.: Unge-arbejdsløshed har topprioritet
Ungdomsarbejdsløsheden har potentiale til at blive et af de allerstørste samfundsproblemer, mener beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Det er derfor, at regeringen er på vej med en pakke specifik rettet mod unge.
- Der er risiko for, at vi taber nogle på gulvet. Det skete sidst, da vi havde stor økonomisk krise i 1980'erne, og det skal ikke have lov at gentage sig, siger hun.
Pakken er på i alt 635 millioner kroner, og de fleste penge går til jobrotation og til at udvide voksenlærlingeordningen markant.
- Når vi gerne vil bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, skal vi først og fremmest gøre det ved at sikre, at flere får en uddannelse, siger Mette Frederiksen.
Voksenlærling er en mulighed for folk mellem 25 og 29 år, der ikke har fået taget en uddannelse, mens de er unge. I dag er det kun virksomheder i brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft, der kan få tilskud til voksenlærlinge.
Det vil regeringen lave om, så alle virksomheder kan ansætte voksenlærlinge. Samtidig vil regeringen poste 177 millioner kroner i ordningen, og det skulle ifølge regeringens egne beregninger være nok til, at 1050 flere personer kan blive voksenlærlinge.
Jobrotation betyder, at en ledig passer jobbet for en fastansat, mens vedkommende er på efteruddannelse. Regeringen vil afsætte 272 millioner kroner til den del, og det skulle give råd til 2100 nye jobrotationspladser.
Men der er også brug for hver en arbejdsplads. Over 35.000 flere unge er kommet på overførselsindkomst under krisen, så der i dag er cirka 100.000 unge på overførselsindkomst.
Flere eksperter har påpeget, at pakken nok indeholder de rigtige instrumenter, men ikke er stor nok.
Men Mette Frederiksen påpeger, at pakken ikke står alene.
- I en krisetid synes jeg, at en pakke til 600 millioner kroner er et flot initiativ, siger Mette Frederiksen.
Hun henviser til skattereformen og regeringens kickstart, der skal skabe arbejdspladser, mens optaget på de videregående uddannelser er rekordstort.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie