Mette F. vil ikke tage stilling til formandspost
Efter at Helle Thorning-Schmidt træder tilbage som Socialdemokraternes formand, vil partiet "tænke sig om".
Selvom pilen umiddelbart peger på Mette Frederiksen (S), vil hun ikke tage stilling til, om hun er formandskandidat for Socialdemokraterne, efter at Helle Thorning-Schmidt har trukket sig fra posten.
Det siger hun umiddelbart efter Thornings tale efter valgnederlaget.
- Det vil jeg ikke tage stilling til nu, siger Mette Frederiksen direkte adspurgt, om hun er kandidat til formandsposten.
- Jeg synes, vi skal have lov til at tænke os om efter at have tabt regeringsmagten, siger hun.
Socialdemokraterne bliver landets største parti og går frem i forhold til sidste valg. Alligevel endte det med et skuffende nederlag til blå blok.
- Resultatet i aften er ikke, hvad vi har arbejdet for eller ønsket. Men jeg ønsker vores politiske modstander tillykke med sejren, siger Mette Frederiksen.
Under Thornings tale var kameraet flere gange rettet mod Mette Frederiksen, der af mange bliver spået til at være den naturlige afløser til Thorning.
Og selvom Thorning ikke nævnte mulige afløsere i sin tale, så havde hun alligevel et budskab:
- Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister. Men jeg er ikke den sidste kvindelige statsminister, fastslog Thorning.
Det endelige valgresultat ender tættere, end det så ud til i løbet af aftenen, hvor blå blok for alvor trak fra den røde.
Valgresultatet hedder således 90 mandater til blå blok og 89 mandater til rød blok.
Socialdemokraterne går frem fra 24,8 procent ved valget i 2011 til 26,3 procent ved dette valg.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned