Mette Frederiksen besøger Macron kort før beslutning om Mali
Den franske præsident Macron efter et møde med Mette Frederiksen i Paris. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Danmark har indledt tilbagetrækning af soldater fra Mali, og Frankrig ventes at gøre det samme inden længe.
Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser onsdag til Paris for at mødes med den franske præsident, Emmanuel Macron.
Det er ventet, at Frankrig inden længe vil meddele, at franske tropper skal trækkes ud af Mali efter ni års indsats. Danmark har allerede indledt en tilbagetrækning på grund af en disput med Mali.
I mødet deltager stats- og regeringschefer fra europæiske og afrikanske lande samt ledere fra EU og FN.
Danmark er nødt til at engagere sig, også selv om det er svært, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
- Derfor er jeg glad for, at præsident Macron har taget initiativ til at samle europæiske og afrikanske partnere for at diskutere, hvordan vi i fællesskab bidrager til at løse den sikkerhedsmæssige humanitære og politiske krise, som plager regionen, siger hun.
En koalition af lande med soldater i Mali gav sig selv to uger til at afgøre, om de ville forblive i det fattige og skrøbelige land, der har langet ud efter Danmark og Frankrig.
Den franske ambassadør blev i slutningen af januar smidt ud af Mali, hvor militæret sidder på magten efter to kup siden 2020.
Ugen før blev Danmark bedt om at hjemtage sine soldater, som netop var ankommet til Mali for blandt andet at hjælpe med at bekæmpe terrorister.
Ifølge Mali havde landet ikke endeligt godkendt Danmarks tilstedeværelse. Det er Danmark og en række vestlige lande uenige i.
Det er ventet, at Danmark på sigt vil forsøge at finde en anden måde at bidrage til at skabe mere ro i regionen.
- Situationen i Sahel udgør en alvorlig krise på tærsklen til Europa. Udviklingen har stor betydning for Danmark. Skrøbeligheden øger risikoen for migrationsstrømme mod Europa.
- Der er terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat i området, som må og skal bekæmpes, siger Mette Frederiksen.
Torsdag rejser statsministeren videre til Bruxelles for at deltage i topmødet mellem EU og Den Afrikanske Union. Her ventes også situationen omkring Ukraine at være på dagsorden.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie