Mette Frederiksen er kvindernes og de ældres statsminister

Statsminister Mette Frederiksen (S) har bedre fat i de kvindelige vælgere end de mandlige, og flere ældre end unge er tilfredse med hende, viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Flere kvinder end mænd mener, at statsminister Mette Frederiksen (S) gør sit arbejde godt, og tilfredsheden er størst blandt ældre vælgere, viser måling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mette Frederiksen har de seneste år haft sit hyr med at overbevise en del mennesker om, at hun er børnenes statsminister, som hun gerne vil være.

Men den socialdemokratiske statsminister kan til gengæld glæde sig over, at hun i hvert fald ser ud til at være kvindernes statsminister. Og de ældres.

Det viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau, hvor 1002 personer på 18 år og derover medvirker.

48 procent af de adspurgte kvinder mener, at Mette Frederiksen varetager sit job som statsminister "godt" eller "meget godt". Det samme gør sig kun gældende for 32 procent af de adspurgte mænd.

- Noget, der bestemt spiller en rolle, er, at nogle kvinder foretrækker kvindelige ledere. Ligesom der er mænd, der foretrækker en mandlig leder, siger valgforsker Rune Stubager, som er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Dernæst er der også det, at venstrefløjen og Socialdemokratiet typisk står for en mere venstreorienteret fordelingspolitik, hvor der bliver sat flere ressourcer af til de svageste. Det er typisk noget, som kvinder går mere op i end mænd.

- Tilsammen giver det en ret solid forskel mellem mænd og kvinder, siger han.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet lavede efter folketingsvalget i 2019 en analyse for det politiske netmedie Altinget.

Analysen viste, at 47 procent af kvinderne stemte på partierne i den røde blok ved valget. Kun 36,1 procent af mændene gjorde det samme.

Netop det skal også ses som baggrund for den høje tilfredshed med Mette Frederiksen hos kvinderne, påpeger han.

- Det er også sigende, at der i dag i rød blok er stærke kvindelige partiledere og rollemodeller, både hos De Radikale, Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF.

- Vi har lavet undersøgelser, der viser, at kvinder gerne vil stemme på kvinder, hvis de har mulighed for det, siger Kasper Møller Hansen.

Hvis man ser statsministerens popularitet ud fra alder, så har den også slagside.

Her siger 47 procent af de adspurgte mænd og kvinder i aldersgruppen 65 år og derover i Voxmeter-undersøgelsen, at Mette Frederiksen gør det "godt" eller "meget godt" som statsminister.

Det samme er kun tilfældet for 27,9 procent af de 18-34-årige.

- Igen afspejler det partivalg, siger Kasper Møller Hansen.

- Socialdemokratiet har rigtig godt fat i de ældre vælgere, men de har rigtig dårligt fat i de unge vælgere, siger han.

Kasper Møller Hansen påpeger, at der er rigtig meget "politisk ræsonnering" i sådanne målinger. Altså at man ofte bedømmer, i dette tilfælde Mette Frederiksen, efter, hvor man selv står rent partipolitisk.

Samme vurdering kommer fra Rune Stubager.

- Det trækker jo, om man i forvejen kan lide et parti. Det har en hel del at sige i forhold til, hvordan man vurderer, at statsministeren klarer sit job, siger han.

De danske vælgere får formentlig snart mulighed for at lave endnu en bedømmelse af Mette Frederiksen, eftersom statsministeren ventes at udskrive folketingsvalg inden længe.

/ritzau/

Flest kvinder er tilfredse med statsministeren

* Mener du, at Mette Frederiksen varetager sit job som Danmarks statsminister godt eller dårligt?

Mænd:

Meget godt: 9,9 procent.

Godt: 22,1 procent.

Kvinder:

Meget godt: 9,2 procent.

Godt: 38,8 procent.

* Mener du, at Mette Frederiksen varetager sit job som Danmarks statsminister godt eller dårligt?

18-34-årige:

Meget godt: 4,2 procent.

Godt: 23,7 procent.

35-49-årige:

Meget godt: 6,2 procent.

Godt: 36,2 procent.

50-64-årige:

Meget godt: 11,3 procent.

Godt: 33,0 procent.

65 år og derover:

Meget godt: 16,9 procent.

Godt: 30,5 procent.

Kilde: Voxmeter.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu