Mette Frederiksen godkender Ellemanns ministerrokade
Jakob Ellemann-Jensen (V) takkede tirsdag af som forsvarsminister. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jakob Ellemann-Jensen vil ikke være Venstres formand og forsvarsminister på samme tid, mener han.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det "en klog beslutning", at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen bliver økonomiminister i stedet for forsvarsminister.
Det siger hun til DR.
- Det er den ud fra det, som de to ministre allerede har tilkendegivet. At Jakob Ellemann mener, det er en bedre måde at disponere tiden på, siger hun til DR.
Mens Ellemann-Jensen skal være økonomiminister, skal Troels Lund Poulsen (V), som hidtil har været økonomiminister, være forsvarsminister.
Ifølge Ellemann-Jensen er det ham selv, der har truffet beslutningen. Han vil ikke være Venstres formand og forsvarsminister på samme tid.
- Hvis jeg som formand for Venstre skal have mulighed for at udfolde den kurs, jeg har lagt for partiet på sommergruppemødet, passe mine opgaver som formand og kunne fortsætte med at gøre Venstre gældende i regeringssamarbejdet, så kan jeg ikke samtidig være forsvarsminister, sagde Ellemann-Jensen tidligere tirsdag på et pressemøde.
- Det står klart for mig - det går ikke. For Forsvaret har brug for en minister, som har 100 procent fokus på opgaven, sagde han.
Ellemann-Jensen er for tre uger siden vendt retur til jobbet, efter at han var fraværende i seks måneder grundet stress. I den tid, hvor Ellemann-Jensen var væk, var Lund Poulsen fungerende forsvarsminister.
Ministerrokaden har intet med helbredet at gøre, lød det fra Ellemann-Jensen på pressemødet.
- Jeg har det alle tiders og er frisk som en havørn. Jeg har glædet mig til at vende tilbage til politik, og det er en fornøjelse at være tilbage, sagde han.
Rokaden har, ifølge den afgående forsvarsminister, heller ikke noget med den såkaldte Elbit-sag at gøre. Den handler om køb af våben fra israelske Elbit. Sagen har ført til kritik af Ellemann, der har givet forkerte oplysninger til Folketinget, og desuden er Forsvarsministeriets departementschef blevet hjemsendt. Der venter desuden en uvildig undersøgelse af sagen.
- Hvad angår min egen rolle, har jeg intet at skjule nogen steder. Jeg har viderebragt de oplysninger til Folketinget, jeg har fået af mit system, sagde Ellemann-Jensen blandt andet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker