Mette Frederiksen har et valg om valgdato trods ultimatum
Anker Jørgensen (S), der ses til venstre, og Poul Schlüter (K) gik begge af som statsminister, uden at de udskrev folketingsvalg i samme ombæring. Statsminister Mette Frederiksen (S) er af De Radikale blevet stillet over for valget om enten at udskrive valg senest 4. oktober eller få et mistillidsvotum imod sig. (Arkivfoto). Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) er blevet stillet over for et ultimatum af De Radikale, men hun har flere muligheder i forhold til, hvad hun vil gøre.
Ritzau RitzauSøren Nielsen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De Radikale udstedte i juli et ultimatum til statsminister Mette Frederiksen (S). Det skete, efter at Minkkommissionen havde udtrykt hård kritik af blandt andre statsministeren i sagen om aflivning af alle mink i Danmark.
De Radikale kræver, at Mette Frederiksen senest ved Folketingets åbning 4. oktober udskriver folketingsvalg. Ellers vil De Radikale vælte regeringen ved at stemme for et mistillidsvotum.
Ritzau forsøger her at give svar på en række spørgsmål:
* Hvem udskriver folketingsvalget og bestemmer datoen?
Statsministeren bestemmer, hvilken dato folketingsvalget skal afholdes, siger valgforsker Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Annonce
- Hvis vi er helt på grundloven, så er det kongen, men det betyder reelt statsministeren, siger han.
En række arrangementer i anledning af dronning Margrethes 50-års-jubilæum er på grund af corona blevet udsat til september. Og nogle politiske iagttagere har spekuleret i, om Mette Frederiksen derfor helst vil undlade at afholde valg i september. Men statsministeren kan i sidste ende altså selv bestemme.
Mette Frederiksen (S) blev statsminister efter folketingsvalget 5. juni 2019, og næste valg skal afholdes senest fire år senere. De Radikale kræver imidlertid, at hun udskriver valg senest 4. oktober ved Folketingets åbning. Ellers vil De Radikale vælte regeringen. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
* Kan et flertal i Folketinget tvinge statsministeren til at udskrive valg?
- Folketinget kan tvinge igennem, at man får udskiftet regeringen. Hvis Folketinget udtrykker mistillid til regeringen, skal den træde tilbage.
- Men der er ikke noget krav om, at der skal udskrives nyvalg, siger Rune Stubager.
Han peger på to eksempler fra nyere tid, hvor regeringen trådte tilbage, uden at der blev udskrevet valg.
I 1982 trådte statsminister Anker Jørgensen og S-regeringen tilbage og blev afløst af en borgerlig firkløverregering under ledelse af statsminister Poul Schlüter (K). Men det næste folketingsvalg blev først afholdt i 1984.
I 1993 var det så Schlüters tur til at melde sin og KV-regeringens afgang efter Tamil-sagen. Poul Nyrup Rasmussen (S) blev statsminister i en rødkløverregering. Og næste folketingsvalg blev først afholdt i 1994.
* Hvilke regler er der for, hvilken platform folketingsvalget skal udskrives fra?
I princippet er der ingen regler, og Mette Frederiksen kunne sådan set skrive på Facebook, at hun vil gå til dronningen og anbefale, at der udskrives valg på en given dato.
Annonce
I dette årtusind har skiftende statsministre udskrevet folketingsvalg fra tre forskellige lokationer: Folketingssalen, Spejlsalen i Statsministeriet og Marienborg, statsministerens embedsbolig.
* Hvor lang tid kan en valgkamp vare?
Grundloven nævner ikke noget om, hvor kort eller lang tid der skal gå fra valgudskrivelsen og til valgets afholdelse. Af praktiske hensyn, blandt andet af hensyn til brevstemmer, udskrives valget normalt cirka tre uger før valgdagen.
I princippet kunne Mette Frederiksen udskrive valg til afholdelse 4. juni næste år og på den måde indfri De Radikales krav.
- Så må De Radikale sige, at "det var ikke det, vi mente, valget skal afholdes snart", siger Rune Stubager, der anser modellen for helt usandsynlig.
Det ville ifølge valgforskeren nemlig føre til, at lovarbejdet reelt ville gå i stå under den i så fald meget lange valgkamp.
/ritzau/
Sådan er folketingsvalg udskrevet siden 2000
* 31. oktober 2001: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev folketingsvalg til afholdelse 20. november. Det skete ved et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
* 18. januar 2005: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskrev fra Folketingets talerstol folketingsvalg, som blev afholdt 8. februar.
* 24. oktober 2007: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskrev - igen fra Folketingets talerstol - folketingsvalg, som blev afholdt 13. november.
* 26. august 2011: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev folketingsvalg til afholdelse 15. september ved et pressemøde på Marienborg, statsministerens embedsbolig.
* 27. maj 2015: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskrev folketingsvalg, der skulle afholdes 18. juni, ved et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
* 7. maj 2019: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev fra Folketingets talerstol folketingsvalg til afholdelse 5. juni.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Lynnedslag i landejendom