Mette Frederiksen har været med til at tale med Trump
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, tager imod Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, i forbindelse med Joint Expeditionary Force (JEF) i Oslo torsdag. Foto: Cornelius Poppe/Ritzau Scanpix
Cornelius Poppe/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen og kollegaer i Norden har talt med Trump og Zelenskyj om blandt andet Ukraine-krigen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har sammen med "kollegaer fra Norden, Baltikum og Nederlandene" talt med USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Det skriver hun på det sociale medie Instagram.
- Vi talte med den amerikanske præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Og understregede vigtigheden af en våbenhvile. Som Rusland også respekterer. Og en fredsaftale, som Ukraine kan se sig selv i, hedder det i opslaget.
Statsministeren er i Oslo i forbindelse med et møde i Joint Expeditionary Force, JEF, som har et særligt fokus på sikkerhed i den nordlige region.
Mødet finder sted fredag, hvor Zelenskyj ventes at deltage virtuelt.
Mette Frederiksen mødes med regeringslederne fra de nordiske og de baltiske lande samt Holland og Storbritannien, som er kredsen af JEF-lande, for at diskutere sikkerhed og stabilitet.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Trump og Zelenskyj talte i telefon sammen tidligere på aftenen.
Her sagde Zelenskyj til Trump, at Ukraine er klar til en 30-dages våbenhvile, der "starter i dette minut".
Trump skriver på sit sociale medie, Truth Social, at USA opfordrer til en "30-dages ubetinget våbenhvile".
- Forhåbentlig vil en acceptabel våbenhvile blive overholdt, og begge lande vil blive holdt ansvarlige for at respektere, at de her direkte forhandlinger er ukrænkelige, siger han.
Mette Frederiksen skriver videre på Instagram, at "nu skal Rusland levere".
- Samtidig må vi sikre, at Ukraine kommer til at stå stærkere. Nu og på langt sigt. Og fastholde presset på Rusland med sanktioner. Det er afgørende for fremtiden i hele Europa, lyder det fra statsministeren.
Samarbejdet i JEF blev etableret i forlængelse af Nato-topmødet i Wales i 2014 for at fremme regionalt samarbejde mellem europæiske allierede.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker