Mette Frederiksen indstilles som S-formand
Hovedbestyrelsen hos Socialdemokraterne peger på Mette Frederiksen som partiets nye formand.
Mette Frederiksen er af Socialdemokraternes hovedbestyrelse indstillet som ny formand for partiet.
Det endelige valg finder sted på en ekstraordinær kongres søndag 28. juni, erfarer Ritzau.
37-årige Mette Frederiksen er dermed udset til at afløse afgående statsminister Helle Thorning-Schmidt, som torsdag nat efter folketingsvalget valgte at takke af som partiformand, efter at hun og rød blok havde mistet regeringsmagten.
Flere fremtrædende personer hos Socialdemokraterne - deriblandt Thorning selv - havde i forvejen peget på Mette Frederiksen som partiets nye formand.
- Jeg tror, at hun bliver en rigtig, rigtig god som formand, sagde Thorning på vej ind til hovedbestyrelsesmødet lørdag eftermiddag.
- Hun har siddet i samtlige af mine ledelser som formand, og det første jeg gjorde som statsminister, det var at udnævne hende som beskæftigelsesminister og derefter som justitsminister, der er en endnu tungere post, sagde Thorning.
Mette Frederiksen ville på valgaftenen ikke tage stilling til, om hun skulle afløse Thorning som formand.
Først på vej ind til lørdagens hovedbestyrelsesmøde kommenterede hun igen emnet.
- Jeg er glad. Det er med blandede følelser, at vi står her i dag. Vi har tabt regeringsmagten, men vi er gået frem som parti.
- Vores afgående formand har leveret en rigtig flot valgkamp, og vi har oplevet meget opbakning fra danskerne.
- Nu skal vi i gang med at vælge ny formand, og der ser det ud til, at jeg får bred opbakning, sagde Mette Frederiksen, der er spændt på opgaven:
- Det er en meget stor opgave at være formand for Socialdemokraterne. Jeg er meget glad for den opbakning, der er, sagde hun.
I øjeblikket tyder intet på, at en seriøs modkandidat dukker op.
Helle Thorning-Schmidt var Socialdemokraternes formand fra 2005 til 2015.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned