Mette Frederiksen kalder jordskredssag for nationalt anliggende
Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det overvældende at være på besøg i Ølst ved Randers. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Randers - og borgerne, der bor der - skal ikke stå alene med Nordic Waste-sag, siger statsministeren.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er mandag på besøg i Ølst, hvor forurenet jord fra et jordskred truer ved virksomheden Nordic Waste.
Hun mener, at det er "fuldstændig urimeligt", hvis børn og gamle i Randers skal betale for oprydningen.
- Det her er en begivenhed ud over det sædvanlige. Det er ikke sket før i Danmark. Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende, siger hun.
Besøget kommer samme dag, hvor Nordic Waste er erklæret konkurs ved Retten i Randers. Konkursen har fået flere til at kritisere virksomheden og beskylde den for at løbe fra regningen.
Mette Frederiksen siger, at hun "ikke har noget som helst godt at sige om det".
- Man kan sagtens betale for den her regning, hvis man vil, siger hun.
Umiddelbart fortæller statsministeren ikke mere om de juridiske muligheder, som regeringen er ved at afsøge i sagen - ej heller om det eventuelle politiske spor, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) tidligere har meddelt muligvis skal forfølges med lovændringer.
Men hun siger, at regering og myndigheder arbejder på at se på de næste skridt, herunder hvordan katastrofen håndteres, og hvordan der bedre kan forebygges i fremtiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet