"Vores verden bliver aldrig den samme". Sagt i 2020.
"Verden er forandret. Jeg tror desværre ikke, at vi kan vende tilbage til tiden, som den var". Sagt i 2025.
"Jeg tror ikke, at vi vender tilbage til den tid, der var. Desværre". Også sagt i 2025.
Citaterne kommer fra statsminister Mette Frederiksen (S).
Det første er fra coronapandemien. De sidste to er fra henholdsvis statsministerens nytårstale 1. januar i år og fra TV 2-programmet "Verden i opbrud" fra marts.
Fælles for citaterne er budskabet: Den verden, vi kender, kommer ikke tilbage.
I dag er corona skiftet ud med krig. Mette Frederiksens retorik tager i disse tider udgangspunkt i krigen i Ukraine, Ruslands ageren og de øgede forsvarsudgifter, som allerede præger og kun vil komme til at præge dansk politik yderligere de kommende år.
Netop Mette Frederiksen er dygtig til kriseretorik. Det vurderer Anita Furu, som fra 2008 til 2021 var taleskriver i Statsministeriet.
Furu har skrevet taler for Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen i Statsministeriet. Furu var taleskriver for Mette Frederiksen under coronakrisen.
- Mette Frederiksen er god til at vide, hvad vi andre er bekymrede for, og til at tage vores bekymringer alvorligt, siger Furu.
Under coronakrisen voksede Mette Frederiksen og Socialdemokratiets popularitet, da hun tonede frem i rollen som lederen, der passede på Danmark.
Mette Frederiksen sagde under corona det, hun mente, siger Furu. Og det samme er tilfældet igen i dag.
- Under corona havde hun et meget klart formål med sine taler. Hun skulle få os til at holde fysisk afstand. Det, der skulle få os igennem pandemien, var ikke noget, man kunne lovgive om. Det var vores handlinger.
- I den nuværende krise skal der bruges rigtig mange penge på forsvar. Hendes opgave, når hun taler, er at få folk til at forstå det og bakke op, siger Furu.
Ifølge Esben Bjerggaard Nielsen, der er lektor i retorik ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, er der tale om "genbrug" fra Mette Frederiksens side.
Generelt er der en tendens i Mette Frederiksens retorik til at tale i kriser.
- Hun siger det, hun siger, så det passer ind i en bestemt dagsorden. Det er noget, som legitimerer hende som leder, siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Hun bruger det, man kalder et argument-tema inden for retorikken, siger Esben Bjerggaard Nielsen. Det er, hvor man taler om det uoprettelige.
- Hvis vi ikke gør det her, mister vi noget, vi aldrig kan få igen. Det, Mette Frederiksen gør nu, er at vende den om. Hun siger, at vi har allerede mistet noget. Vi får det ikke igen, og hvad så nu? Så er vi nødt til at gå den vej, som jeg nu udstikker, siger han.
Ruslands fuldtonede angreb på naboen Ukraine blev indledt for over tre år siden.
Krigen har blandt andet ført til, at Danmark har hævet udgifterne til forsvaret med mange milliarder kroner. Det bliver ikke billigere fremover, har Mette Frederiksen gentaget ved flere lejligheder.
- Europa bliver ikke det samme igen, sagde hun tilbage i 2023 på etårsdagen for krigen i Ukraine.
Den melding er blevet gentaget mere og mere siden da.
Socialdemokratiet er så småt begyndt at klare sig bedre i meningsmålingerne, alt imens statsministeren er i fokus.
Mette Frederiksen ses meget på den store europæiske scene på grund af krigen. Desuden er sagen om USA's store interesse for Grønland ligeledes et emne, der får Mette Frederiksen til at fylde en del i mediebilledet.
Erik Holstein, politisk kommentator hos Altinget, vurderer, at statsministeren er dygtig til at sætte ord på "dramatiske situationer".
- Det er ikke kun spørgsmål om taktik, for der er ingen tvivl om, at hun mener det, hun siger. Problemet kan nogle gange være, at det kan kamme en smule over i noget rent alarmistisk, siger Holstein.
Han henviser blandt andet til nytårstalen i år, hvor der blev draget paralleller til Anden Verdenskrig. Men Holstein konstaterer, at Mette Frederiksen - om man er enig eller ej - ved, hvad hun vil.
/ritzau/
Hun har været statsminister siden 2019
Bliv klogere på Mette Frederiksen her:
* Født 19. november 1977 i Aalborg.
* Folketingsmedlem siden 2001.
* Formand for Socialdemokratiet siden 2015.
* Statsminister siden 2019.
* Beskæftigelsesminister (2011-2014) og justitsminister (2014-2015).
* Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009. Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
* Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
* Gift med Bo Tengberg. Mor til Ida Feline og Magne, som hun har fra et tidligere forhold.
Kilder: Folketinget og Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen