Mette Frederiksen vil slå ned på dem der ikke vil friheden
S-formand Mette Frederiksen afviser kritik af forligspartiers kriminalisering af ytringer.
Der skal slås ned på dem, der ikke vil friheden, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, som svar på en opfordring fra 63 debattører, der vil have regeringen og aftalepartierne til at droppe kriminalisering af visse ytringer fra religiøse forkyndere.
Afvisningen falder på grundlovsdag, hvor Mette Frederiksen holder tale på Rødding Højskole, der er verdens ældste.
- Jeg synes ikke, det er en glidebane. Jeg synes, det er vigtigt at stå ved grundloven og at ville ytringsfriheden. Men samtidig skal vi slå ned på dem, der ikke vil friheden, siger Mette Frederiksen til TV2 efter talen.
Opfordringen om ikke at begrænse ytringsfriheden er blandt andet underskrevet af Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose, forfatter Carsten Jensen, imam Fatih Alev og tidligere SF-folketingsmedlem Özlem Cekic.
Appellen og kritikken har dog heller ikke gjort noget stort indtryk på kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V), der har ledet de såkaldte imamforhandlinger, hvor kriminalisering af visse ytringer var et hovedpunkt.
Han har tidligere sagt, at han godt kunne leve med, at man filede på ytringsfriheden.
Og for Socialdemokraternes formand står formålet lysende klart.
- Vi er nødt til at tage stilling. Hvem er det vi kæmper for. Er det først og fremmest imamerne, eller er det de børn, der undertrykkes i parallelsamfund i Danmark. Der tror jeg, vi skal træffe valget og beskytte de sidste, siger hun.
Danmark udfordres i disse år af personer, som forsøger at rive samfundets fundament væk under os, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter sin grundlovstale.
Justitsminister Søren Pind (V) har søndag bebudet en skærpet indsats for at blokere hjemmesider og straffe personer, som spreder terrorpropaganda.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde