Det er muligt for verdens lande at enes om en ny klimaaftale, som kan bremse klimaændringerne. Men det er nødvendigt at droppe kravet om, at alle elementer skal indgå i en overordnet aftale og være juridisk bindende.
Sådan ser Mexicos chefforhandler, Luis Alfonso de Alba, situationen knap fire måneder inden FN's næste ministerkonference, COP16, i den mexicanske badeby Cancún.
- Vi skal fokusere på de ting, der er opnåelige. Vi bliver ikke i stand til at afslutte klimaspørgsmålet på et bestemt tidspunkt i fremtiden, for det er en proces i stadig udvikling, siger de Alba under et besøg i København.
Han håber på, at der i Cancún bliver indgået en række delaftaler om klimastøtte til de mest udsatte ulande, om overførsel af miljøvenlig teknologi til de fattige lande og om at bekæmpe skovrydningen i troperne.
- En voksende gruppe af lande mener, at slutresultatet skal være en kombination af juridisk forpligtende løfter og ikke-bindende beslutninger, som kan give dynamik og fleksibilitet i processen, siger Luis Alfonso de Alba.
Mexicanske diplomater har brugt årets første halvdel på at prøve at genskabe tilliden mellem parterne efter det dramatiske klimatopmøde i København. Men der er flere gode elementer i den udskældte erklæring fra topmødet, Copenhagen Accord, mener Mexicos chefforhandler.
- Endnu har ingen lande trukket deres løfter fra København tilbage. Det var en stor bedrift at få så mange stats- og regeringschefer til at involvere sig direkte i forhandlingerne. Jeg har aldrig set et dokument med så mange direkte input fra højeste niveau, siger Luis Alfonso de Alba.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker