MF'ere: Folketinget er en børnehave

Sådan lyder det fra en bred vifte af nyvalgte folketingspolitikere, der efter fire måneder i jobbet er trætte af de mange slåskampe og angreb fra begge sider af salen. Det skriver Politiken.

- Man står over for hinanden og råber "æh, bæh, du er dum, min far er større end din". Det er de samme grundlæggende infantile mekanismer som i børnehaven, siger Mette Bock til Politiken.

Hun sidder efter en karriere som direktør i det private erhvervsliv nu i Folketinget for Liberal Alliance.

Ligesom mange af sine nye kolleger mener hun, at Folketinget bliver "fodslæbende og ineffektivt", fordi man hellere vil udstille sine modstandere end at finde fælles løsninger på landets problemer.

- Havde det været en af de store virksomheder, jeg har været med til at stå i spidsen for, var der adskillige, som var blevet indkaldt til en alvorlig samtale, siger Mette Bock.

Både Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), og næstformand, Bertel Haarder (V), der begge har mere end 30 års parlamentarisk erfaring, er helt enige i kritikken.

De politiske diskussioner går i tomgang, og konfrontationerne fra salen har nu også indtaget udvalgsarbejdet, mener Lykketoft. Derfor påpeger han, at der er brug for nye debatformer som for eksempel kortere spørgetid til ordførerne i de store debatter.

Folketinget har siden 2009 sendt direkte digitalt tv fra debatterne og de åbne møder, og de nyvalgte politikere mener, at det frister nogle til at kaste med mudder.

Professor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet, der netop forsker i lovforberedende arbejde, mener, at der er sket en "amerikanisering", hvor rullende kameraer betyder, at der konstant føres valgkamp.

/ritzau/

Håbløse gentagelser, snævre partiinteresser og politisk voksenmobning præger debatmiljøet på Christiansborg.

Offentliggjort Sidst opdateret