Miljøfolk stempler klimaaftalen som ussel
Det er et usselt resultat. Sådan stempler de danske NGO-organisationer den klimaaftale, som verdens industri- og udviklingslande er nået frem til på FN's klimakonference i den sydafrikanske by Durban.
På klimamødet, der sluttede tidligt søndag morgen, blev det aftalt, at Kyoto-aftalen skal forlænges, og at en ny global klimaaftale skal forhandles færdig inden 2015 og gælde fra 2020.
Og det resultat skuffer miljøorganisationerne.
- Det er for usselt, at de store lande med USA i spidsen nu får lov at vente til efter 2020 med at igangsætte den nødvendige klimaindsats. Med aftalen accepterer verdens lande at sætte kurs mod kaos i klodens klimasystem, siger Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen, der er en sammenslutning af danske miljø- og udviklingsorganisationer.
Den danske EU-klimakommissær, Connie Hedegaard, glædede sig efter de langstrakte forhandlinger ellers over, at store udslipslande som Kina, Indien og USA har forpligtet sig til at deltage i processen, som skal lede frem mod den nye klimaaftale i 2015.
Men ifølge John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden, er de store CO2-syndere sluppet for billigt.
- EU har krævet at skulle have noget til gengæld for at fortsætte Kyoto-protokollen. Men sandheden er, at EU intet har fået fra USA ud over et luftigt løfte om at indgå i en forhandlingsproces frem mod en ny klimaaftale mange år ud i fremtiden, siger han.
I Durban blev det også vedtaget, at verdens lande skal forhandle om at øge de nuværende reduktionsmål.
Men ifølge de danske NGO-organisationer er der intet i teksten, som sikrer, at der kommer noget ud af disse forhandlinger.
- USA har ved tidligere lejligheder vist, at man ikke har problemer med at deltage i internationale forhandlinger for at trække ambitionsniveauet ned og derefter undlade at ratificere den indgåede aftale, siger John Nordbo.
/ritzau/
De danske miljøorganisationer raser over en bred kam mod udbyttet af den klimaaftale, der er indgået i Durban.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned