Satellitsystemet Galileo - Europas svar på det amerikanske GPS-system - er allerede blevet flere år forsinket.
Og nu har EU's prestigefulde projekt også brug for flere penge - helt præcis 1,9 milliarder euro - for at navigeringssystemet kan gøres operationelt.
Det bekymrer Danmarks transportminister, Hans Christian Schmidt (V), der sammen med flere af EU's transportministre forlanger en redegørelse fra EU-Kommissionen.
- Kommissionen konstaterer, at der er brug for en yderligere bevilling på, hvad der svarer til 14 milliarder danske kroner, for at færdiggøre programmet, siger Hans Christian Schmidt, der torsdag deltager i et transportministermøde i Bruxelles.
- Det er helt vildt, så mange penge vi taler om. Danmark og mange andre medlemslande vil have skabt klarhed over, hvorfor budgettet er overskredet, siger han.
EU-Kommissionen har i forvejen afsat 3,4 milliarder euro i EU-budget for 2007-2013 til at føre projektet ud i livet.
- Kommissionen må lave en grundig analyse over risici og muligheden for at lave mindre overforbrug, end man lægger op til her, lyder det fra transportministeren, der nu afventer en redegørelse fra kommissionen inden for det næste år.
Budgetproblemerne stiller dog ikke spørgsmål ved, at det stadig er vigtigt at få stablet et fælles europæisk satellitsystem på benene.
- EU er et meget stort område, og at være afhængig af et andet lands GPS-system er ikke den rigtige måde at gøre det på. Men vi er nødt til at have styr på finansieringsplanen, slår ministeren fast.
Galileo-projektet har været under udvikling siden 2002 og er et samarbejde mellem EU og Den Europæiske Rumorganisation, ESA. Det skal blandt andet være med til at give de europæiske borgere mere præcise kørselsvejledninger og mere sikker flytrafik.
Ifølge de nuværende planer skal Galileo-systemet være fuldt oppe at køre i 2019-2020.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet