Millioner er på vej til hårdt trængte cirkusser i Danmark
Cirkus Arena er det største cirkus i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den stolte danske cirkustradition skal holdes i live, mener kulturordførere, der er klar med penge.
Der er i alt fem millioner kroner på vej til de syv cirkusser, der lige nu findes i Danmark.
Kulturordførere fra de tre regeringspartier, S, V og M, samt kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) prioriterer pengene fra udlodningsmidlerne, en særlig pulje under Kulturministeriet, oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.
Hvor mange penge hvert cirkus får, afhænger af billetsalget. Cirkus Arena er det største cirkus og står til at modtage 1,8 millioner kroner.
Ellers tilgodeses Cirkus Baldoni, Zirkus Nemo, Cirkus Mascot, Cirkus Arli, Cirkus Trapez og Cirkus Krone med pengebeløb.
I pressemeddelelsen er alle tre kulturordførere citeret. Socialdemokratiets ordfører på området, Mogens Jensen, henviser til, at mange danskere vil have gode barndomsminder fra cirkusset.
Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, tilføjer, at det er en presset branche:
- Desværre har cirkusbranchen det svært, så derfor er det nødvendigt at holde hånden under den, siger han i pressemeddelelsen.
Mange danskere vil huske Cirkus Benneweis og Cirkus Dannebrog, som ikke længere eksisterer. Det er blandt andet dem, ordførerne henviser til, når de taler om en presset branche.
Cirkusser har en lang tradition i Danmark. Ifølge Den Store Danske foregik den første cirkusforestilling herhjemme i 1799.
Det første reelle cirkustelt blev dog først opstillet i Danmark i 1855.
Før i tiden foregik forestillingerne ofte med rovdyr i centrum. Det er i dag forbudt, selv om almindelige husdyr og heste stadig indgår i forestillingerne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned