Efter en stribe af gruopvækkende sager om misbrug og sociale nomadefamilier lægger regeringen blandt andet op til, at udgifterne til socialt udsatte børn skal fordeles mere ligeligt.
- Det er et nationalt ansvar at sikre, at udsatte børn får den hjælp, de har brug for. Det er vigtigt, at kommuner, som skal løfte opgaven med at hjælpe udsatte børn, oplever, at der er en solidaritet kommunerne imellem om at betale regningen for det.
Det siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), inden hun onsdag formiddag præsenterer regeringens forslag til en ny udligningsordning.
Hvis det står til regeringen, kommer udligningen mellem kommunerne fremover til at tage højde for antallet af børn af enlige forsørgere og børn, som er flyttet over en kommunegrænse mange gange i deres liv. Det indgår ikke i beregningerne i dag.
Overordnet set mener Margrethe Vestager, at der skal flyttes penge fra de store byer til mindre byer og landdistrikterne.
- For eksempel virker det ikke rimeligt, at de større byer bliver belønnet for at have mange ældre private lejeboliger. Rigtig mange af dem er byfornyet - og med statslige tilskud - og lever derfor fuldt ud op til nutidens standarder, siger Margrethe Vestager.
Regeringen lægger også op til at justere fordelingen af beskæftigelsestilskuddet.
København og den østlige del af Sjælland står ifølge finansieringsudvalgets beregninger til en gevinst på 177 millioner kroner på beskæftigelsestilskuddet for 2011, fordi de får flere penge, end de har udgifter til dagpengemodtagere.
Omvendt koster systemet Nordjylland 95 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde