Endnu er det for tidligt at sige noget om, hvorvidt de lækkede amerikanske militærdokumenter om konflikten i Afghanistan vil skade opbakningen til den danske krigsindsats i landet.
Det siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun afventer forsvarets gennemgang af de 92.000 hemmelige akter, der blev lækket via internetsiden Wikileaks.
- Forsvarskommandoen er nu ved at afdække, om der er nye oplysninger om specielt den danske indsats. Og når vi har det overblik, kan vi så vurdere, hvilke konsekvenser det vil få for vores indsats i Afghanistan, siger Gitte Lillelund Bech til Ritzau.
Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, har kaldt Lillelund Bech i samråd om sagen. Han mener, at meget tyder på, at forsvaret og regeringen "ikke har ruttet med sandheden og lagt alle oplysninger åbent frem". Det gælder især dokumenternes oplysninger om et omfattende vestligt samarbejde med lokale krigsherrer i Afghanistan.
- Jeg har forståelse for, at det kan være nødvendigt engang imellem. Men hvis det sker i stor udstrækning, kan man blive bekymret for, hvad der vil ske, når vi trækker os tilbage, siger John Dyrby.
Gitte Lillelund Bech siger, at samrådet i Folketingets Forsvarsudvalg først bliver holdt, når forsvaret har fået overblik over de lækkede papirer.
- Og så har vi i øvrigt kontaktet amerikanerne for at få deres vurdering af alvorligheden af denne læk, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet