Det giver ikke nogen mening, at Venstre og Enhedslisten nu sætter spørgsmålstegn ved den rapport, som firmaet Atkins har udarbejdet om de fejlbehæftede og skandaleombruste IC4-tog.
Det er beskeden fra Transportminister Henrik Dam Kristensen (S), efter at transportordførerne fra de to partier har sået tvivl om rapportens konklusioner.
- Det er noget af det mest kompetente, man overhovedet ville kunne få på det her område, siger Henrik Dam Kristensen.
- Det er grundigt, grundigt arbejde, som ligger forud for rapporten, som den tidligere regering selv har bestilt. Derfor forstår jeg måske ikke helt kritikken, siger han.
Trafikordfører fra Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, siger tirsdag til Ingeniøren, at rapporten efter hans overbevisning er "helt utilstrækkelig som IC4-beslutningsgrundlag".
Han hæfter sig ved det paradoksale i, at rapporten fremhæver en meget omfattende liste af fejl og mulige fremtidige problemer på de dyre tog, men alligevel erklærer togene for sunde.
Men ifølge Henrik Dam Kristensen behøver de to modstridende udmeldinger ikke give grund til bekymring om rapportens indhold:
- Det vidner om omhyggeligheden. Atkins maler ikke noget skønmaleri af det her. De påpeger meget præcist de også omfattende problemer, det er. Men så anviser de også en vej, siger ministeren.
Han afviser ligeledes, at man bør skrotte de dyre IC4-tog og i stedet lede efter mere pålidelig tog på markedet.
- Det er ikke bare noget, vi kan komme ud af. Vi kan ikke bare gå ud og købe noget andet materiel fra det ene sekund til det andet. Det kan ikke lade sig gøre.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der har prøvet at bilde nogen en, at det her bliver en nem situation for hverken DSB eller passagerer, siger Henrik Dam Kristensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde