Minister afviser magtmisbrug i DSB-sag

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afviser at have lagt pres på DSB i forbindelse med deres udmeldinger i forhold til den betalingsring, som S-SF har foreslået.

- Jeg har overhovedet ikke været ude og lægge pres på DSB. Jeg synes tværtimod, de har været lidt for langsomme i den her sag, fordi de ikke oplyser, hvad en eventuel kapacitetsforøgelse vil komme til at koste, siger han.

Beskyldningerne er fløjet tværs gennem gangene på Christiansborg i forbindelse med den mulige betalingsring, og SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, har beskyldt transportministeren for at have "udøvet magtmisbrug".

En udmelding som ministeren ikke forstår.

- Jeg har fuld interesse i, at de her tal bliver fremlagt. Jeg har derfor bedt DSB om at oplyse det hele - altså deres plan og økonomien i det. Hvori skulle magtmisbruget bestå? Sådan en beskyldning undrer mig meget, siger Hans Christian Schmidt.

Transportministeren tilføjer, at han ikke har haft kendskab til de analyser, som DSB's underdirektør, Ove Dahl Kristensen, luftede over for Berlingske lørdag, hvor han fortalte, at DSB relativt nemt ville kunne øge kapaciteten med 50 procent.

- Man er altid efter mig, når jeg ikke kommer med oplysninger, men her kendte jeg ikke til det. Bestyrelsen og direktionen har nu sagt til mig, at de analyser ikke findes, siger Hans Christian Schmidt.

Transportministeren oplyser, at han derfor har udbedt sig nye, tilbundsgående beregninger fra DSB, der skal foreligge i morgen, hvor han har indkaldt til samråd i Folketinget.

/ritzau/

Transportminister Hans Christian Schmidt afviser at have lagt pres på DSB i sagen om den mulige betalingsring.

Offentliggjort Sidst opdateret