Minister bag kampagne med falske indlæg

- Drømmekebabben på vej hjem fra en sen bytur skal indeholde spidskål, spændende løg og være pakket ind i genbrugspapir.

Sådan lød et af de indlæg, som Fødevareministeriet i efteråret modtog på hjemmesiden www.hurtigmums.dk - en del af ministeriets kampagne for sundere fastfood.


Men en stribe indlæg, som eksemplet om drømmekebabben, var ikke skrevet af almindelige danske forbrugere. De blev plantet af de samme folk, som fik 750.000 kroner af ministeriet for at lave kampagnen.

Det viser dokumenter, som Politiken har fået aktindsigt i, herunder kampagnens evalueringsrapport og korrespondance mellem ministeriet og reklamebureauerne.

På hjemmesidens debatforum stod folkene bag kampagnen for knap 20 procent af aktiviteten uden at angive deres fulde navne eller tilhørsforhold. Det er uærligt over for forbrugerne, mener eksperter.
- Det ødelægger tilliden til ministeriet og kampagnen, hvis det bliver holdt hemmeligt, at det er udsendte fra ministeriet, forbrugeren diskuterer med. Det er en total misforståelse af, hvad man kan med de sociale medier, siger Trine-Maria Kristensen, ekspert og privatkonsulent i sociale medier.

Kampagnen 'Mums - hvad skulle det være?' havde til formål at aktivere de danske forbrugere, der kunne skrive ind på både Facebook, Twitter og hjemmesiden.

Ministeriet var helt fra begyndelsen bekendt med, at folkene bag reklamebureauerne ville »sparke kampagnen i gang«, og fødevareministeren ser ingen problemer i, at reklamefolkene ikke gjorde opmærksom på deres forhold til kampagnen.
- Vi ved alle sammen, at når vi bevæger os på nettet, har vi forskellige måder at bruge vores navne på. Jeg havde gerne set, at det kun var forbrugerne, der havde deltaget, men det får ikke en klokke til at ringe hos mig, at de sparker debatten i gang, siger fødevareminister Henrik Høegh (V).

Socialdemokraternes forbrugerordfører mener, at kampagnen er spil for galleriet.
- Hvis ministeren har vidst, at der ville blive lavet uærlige indlæg, så virker det som et bevidst forsøg på at få kampagnen til at se ud af noget større og mere, end den i virkeligheden er. Det er jo et klassisk eksempel på falsk markedsføring. Det er på sin plads, at forligskredsen både får en undskyldning og en forklaring, siger Benny Engelbrecht (S).

Også de konservatives fødevareordfører kritiserer, at der ikke blev spillet med åbne kort i kampagnen.
- Jeg er enig i, at en anden gang skal man nok tænke sig lidt bedre om, og principielt er det bedst at træde frem med sit fulde navn. Det rejser en diskussion om, hvordan vi skal bruge de elektroniske medier, siger Tage Leegaard, fødevareordfører for de konservative.

Foto: Snejbjerg Carsten

Fødevareministeriet, og fødevareminister Henrik Høegh fra Bursø på Lolland, bliver kirtiseret for at være uærlige over for forbrugerne.

Offentliggjort Sidst opdateret