Minister besøger banegårdskrydset

Transportminister, Hans Christian Schmidt (V), ventes til Nykøbing onsdag omkring klokken 15.45 for med egne øjne at danne sig et indtryk af trafikforholdene i det tæt trafikerede banegårdskryds.

Det sker på opfordring fra Guldborgsunds borgmester John Brædder (G), som på denne måde håber, at ministeren vil være med til at fremskynde anlægget af den omfartsvej, der skal lede trafikken uden om krydset.

- I øjeblikket siger tidsplanen, at omfartsvejen er færdig i 2015, siger John Brædder.

- Men allerede i 2012 eller 2013 indsætter Scandlines nye færger på Gedser-Rostock, som vil øge trafikken med 20 til 30 procent, så vi kan ikke vente til 2015 med at få trafikken ledt udenom byen.

- Løsningen kan være at sætte mere fart på projekteringen, så der sker mere allerede i år og næste år, påpeger John Brædder.

Ministerbesøget, som blev aftalt, da borgmesteren havde foretræde på Christiansborg for et par måneder siden, er lagt i tilslutning til ministerens besøg hos Femern Bælt Forum i Rødbyhavn.

Ved besøget har talsmænd for den alternative linjeføring varslet en happening for at gøre opmærksom på deres tanker. John Brædder siger hertil, at efter hans opfattelse er det vigtigt at få bygget omfartsvejen i en fart.

- Vi har kæmpet for en omfartsvej i 20 år. Nu er pengene der, og så skal vi ikke risikere at forsinke projektet, siger han.

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

- Vi håber at få fremskyndet omfartsvejen, siger borgmester John Brædder, som mødes med transportministeren i banegårdskrydset onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret