I tre år har Trafikministeriet haft fin kontakt med tyskerne om et nyt toldanlæg med bomme ved Frøslev. Og det har aldrig været på tale, at et par bomme skulle udgøre noget problem for forholdet mellem Tyskland og Danmark, siger transportministeren.
Han afviser samtidig at de kommende bomme ved grænsen har noget at gøre med grænsebomme.
- Det har vi jo arbejdet med i to-tre år, og vi har i øvrigt aftalt det med Tyskland, og det man taler om der, har jo ikke noget med grænsebomme at gøre, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Det har vakt harme både i EU-systemet og hos den tyske regering, at Danmark med et nyt lovforslag har tænkt sig at skærpe grænsekontrollen.
Kritikken går blandt andet på, at man med en øget grænsekontrol vil komme i strid med den frie bevægelighed i Schengen-samarbejdet
Men hverken i VKO's nye forslag om øget grænsekontrol for 47 millioner kroner eller den tre år gamle plan om at opsætte bomme ved Frøslev, kan man tale om de deciderede grænsebomme, lyder det fra transportministeren.
Spørgsmål: Hvis ikke bomme på grænsen mellem Tyskland og Danmark er grænsebomme, hvad er så?
- Det har da slet ikke noget med det at gøre. Det er bare et ord, man vil bruge. Du har da bomme masser af steder, og toldmedarbejderne står dernede og tager folk ind, og så har man en bom, så man er sikker på, at man kan regulere trafikken.
- Det er da set rigtig mange steder. De fleste ville jo kalde dem trafikbomme. Man bruger jo også lys dernede, men det kalder man da ikke grænselys, siger Hans Christian Schmidt.
Spørgsmål: Ret beset er der vel heller ikke udelukkende tale om trafikregulering, når det er toldere, der stopper folk?
- Nej, nu siger jeg jo også bare, hvorfor man har en bom. Vi har jo også toldere stående derude i dag, de laver jo også toldopgaver i dag. Derfor begynder vi jo ikke at kalde det grænsetold eller noget, siger Hans Christian Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker