Minister: Der er brug for reformer af uddannelser
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) er enig med Kvalitetsudvalget i, at der er brug for reformer af de videregående uddannelser.
- Jeg er enig med udvalget i målet, der handler om, at de studerende får nogle kompetencer, de kan bruge mere direkte, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, og at vi ikke kan være bekendt at uddanne til arbejdsløshed, siger ministeren til Ritzau.
Regeringens Kvalitetsudvalg lægger op til markante ændringer af systemet for videregående uddannelser i sin første rapport, som blev præsenteret torsdag.
Udvalgets to centrale anbefalinger lyder, at studerende fremover skal bruge fire år på at blive bachelorer, hvor det i dag tager tre år.
Samtidig skal den automatiske overgang fra bachelor til kandidatstudier afskaffes.
Det skal ske for at indrette systemet, efter at markant flere unge læser på en videregående uddannelse i forhold til tidligere.
Sofie Carsten Nielsen vil endnu ikke lægge sig fast på, hvordan den generelle struktur for de videregående uddannelser skal indrettes, men at udvalgets anbefalinger giver stof til eftertanke, som hun vil tage med sig.
- Jeg vil ikke lægge mig fast på de enkelte modeller. Men udvalget har fat i noget, når de siger, at man ikke skal tænke uddannelser som noget, vi lige ordner - uanset om det er tre, fire eller fem år - og så er vi færdige med det, siger ministeren.
- Jeg synes, at det har noget for sig, at man tænker uddannelse som noget, vi har med hele livet.
I den forbindelse mener ministeren, at udvalget har en pointe i, at man efter sin bachelorgrad på et senere tidspunkt kan vende tilbage og dygtiggøre sig med at læse videre på kandidaten.
- Det, synes jeg, har noget for sig, men om det lige skal være med den her model, det vil jeg endnu ikke lægge mig fast på, påpeger hun.
- Det er ret store forandringer, udvalget lægger op til i vores uddannelsessystem. Og det vil jeg gerne have tid til at diskutere.
Efter udvalgets forslag vil Sofie Carsten Nielsen gerne høre virksomhederne og aftagerne om, hvad de synes om idéen, og det samme gælder universiteterne og de andre videregående uddannelsesinstitutioner.
- Det er nu, at der er plads til debatten, og den vil jeg gerne nå at runde, før jeg lægger mig fast på, hvilken model jeg mener, der er den rigtige, siger hun.
Sofie Carsten Nielsen mener derudover, at man skylder de unge at uddanne dem, så de efterfølgende også kan få spændende og relevante job.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde