Minister dribler uden om dronninge-demo

Justitsminister Lars Barfoed (K) holder sig langt væk fra sagen om politiets omstridt forbud mod at lade republikanerne demonstrere på slotspladsen på dronningens fødselsdag.

I en række svar til Folketingets retsudvalg henviser Lars Barfoed til, at Københavns Politis afgørelse kan påklages til Rigspolitiet, og at han "af principielle grunde" ikke vil udtale sig nærmere om den konkrete sag.

- Mere generelt finder jeg imidlertid anledning til at tilføje, at forsamlingsfriheden er en helt central rettighed i et demokratisk samfund, der naturligvis kun skal underlægges de begrænsninger, som er nødvendige, skriver justitsministeren.

Den Republikanske Grundlovsbevægelse har søgt om tilladelse til at demonstrere fredag ved Amalienborg i forbindelse med dronning Margrethes fødselsdag.

Men det har politiet afslået med henvisning en undtagelsesbestemmelse i grundloven om, at demonstrationer kan forbydes, hvis de vil være "til fare for den offentlige fred".

Politiet frygter nemlig - som det hedder i afslaget - at "der fra dele af folkemængden kunne opstå konflikter i forhold til demonstranterne eller blive gjort forsøg på at få demonstranterne bort fra stedet".

Den Republikanske Grundlovsbevægelse har ellers planlagt en fødselsdagsdemonstration, hvor en mindre gruppe vil hæve et banner med teksten "Til lykke Margrethe, men vi ville hellere stemme på dig".

Derfor er der kun adgang for glade tilhængere af monarkiet, når dronning Margrethe træder frem på palæets balkon for at blive hyldet på sin 70-års fødselsdag.

Flere juridiske eksperter mener, at politiet vægter ønsket om at forskåne kongefamilien for at se kritikere højere end grundlovens forsamlings- og ytringsfrihed.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, beder derfor nu justitsministeren om, at "indskærpe" over politiet, at demonstrationsfriheden er en central rettighed i et demokrati.

/ritzau/

Kritikere af kongehuset forhindres i at demonstrere på dronningens fødselsdag. Justitsministeren vil ikke kommentere forbuddet.

Offentliggjort Sidst opdateret