Minister dropper kommission og opretter ekspertpanel for at få hjælp
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) har droppet den kommission, som egentlig skulle komme frem til, hvilke beføjelser han havde. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det har længe været usikkert, hvilke beføjelser der er i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Det var planen, at en kommission skulle se på beredskabsminister Torsten Schack Pedersens (V) magt til at sikre Danmark, men det bliver ikke til noget alligevel.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
I stedet vil ministeren nedsætte et ekspertpanel, som kan rådgive regeringen.
Tiden er ikke til at vente på en kommission, lyder det.
- Risikobilledet og den sikkerhedspolitiske situation gør, at arbejdet om styrket samfundssikkerhed accelereres og organiseres mere fleksibelt. Det arbejde er myndighederne allerede i fuld gang med, men der skal sættes ekstra fart på. Tiden er derfor heller ikke til en kommission i traditionel forstand, siger ministeren i pressemeddelelsen.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er født med en væsentlig uklarhed, da det ikke står helt klart, om det har lovhjemmel til at kræve eller blot anbefale noget, når og hvis det skal pålægge andre at styrke deres beredskab.
Torsten Schack Pedersen har tidligere påtalt uklarheden, og at emnet skulle undersøges af en kommission.
- Vi er på så mange områder ikke stærkere end det svageste led i kæden. Og hvis vi ved, der er et svagt led i kæden, så skal vi være sikre på, at vi kan få gjort noget ved det, sagde ministeren i november sidste år, efter at Danske Beredskaber blandt andet havde udtalt, at det hastede med at få det på plads.
For ministeren er det vigtigt at inddrage eksperter på beredskabsområdet. Det er her ekspertpanelet kommer ind.
- Det gør, at vi kan rykke hurtigere på de områder, som virkelig kræver det, siger ministeren.
Hvem der skal sidde i panelet, og detaljerne om hvad panelet helt konkret kan og skal, vides endnu ikke.
Tidligere på ugen kom det frem, at Torsten Schack Pedersen alligevel har fået en plads i regeringens centrale sikkerhedsudvalg.
Det fremgik af Statsministeriets liste over medlemmer af regeringens mest centrale udvalg.
Da Torsten Schack Pedersen blev udnævnt som minister for et halvt år siden, vakte det opsigt, at han ikke havde fået plads i udvalget, da han er minister for sikkerhed i Danmark.
Torsten Schack Pedersen erstatter ikke nogen i udvalget. Men han har fået en nyoprettet plads i udvalget, hvor kun de mest centrale ministre sidder.
Der er tale om statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) samt justitsminister Peter Hummelgaard (S).
/ritzau/
Seneste artikler
Det er er overvældende med alle de scener, mennesker og vrimlen
Dronning Margrethe har rollator med til prisuddeling efter indlæggelse
Regeringen begynder forhandlinger om sprøjteforbud inden sommerferie
Anholdt midt om natten
Lolland-Falster indtager folkemødet på Bornholm
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Skabte uro i lægeklinik
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Stort panttyveri fra ø-butik