Minister giver ingen garanti efter konservativt ultimatum
Alle partier skal kunne genkende deres politik i den kommende naturpakke, siger miljø- og fødevareminister.
Alle forslag er velkomne i de kommende forhandlinger om den såkaldte naturpakke, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) efter De Konservative i Berlingske har stillet et ultimativt krav til regeringen.
Partiets formand, Søren Pape Poulsen (K), vil have, at regeringen senest om 14 dage skal give en "garanti" for, at de Konservative kan få politiske indrømmelser, som resulterer i en lavere udledning af kvælstof i de kommende år.
- Det er et klart signal fra De Konservative. Jeg siger til gengæld, at alle forslag er velkomne, og hvis de også har brug for at høre det på et møde i ministeriet, er de velkomne til det, siger Esben Lunde Larsen.
- Når jeg har indhentet alle ønsker fra de blå partier og holdt møde med de grønne organisationer, kommer jeg med et egentligt forhandlingsudspil i april, siger han.
Stridighederne om den borgerlige landbrugspakke endte med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang, men uden det politiske resultat som De Konservative kæmpede for.
Esben Lunde Larsen slår fast, at regeringen ikke har undervurderet De Konservatives vilje til at kæmpe for at få en lavere kvælstofudledning.
- Jeg har ikke undervurderet noget som helst.
- Jeg har lige fra begyndelsen sagt, at når vi som mindretalsregering skal forhandle om en naturpakke, skal vores støttepartier også kunne genkende deres egen politik i den. Og det skal De Konservative også, siger ministeren.
Spørgsmål: Regeringen havde mulighed for at lukke sagen ved at give De Konservative en tillægspakke til landbrugspakken - hvorfor gjorde I ikke det?
- Fordi vi har ønsket at forhandle en naturpakke, og det er en ramme, regeringen har lagt for det her forløb, siger Esben Lunde Larsen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker