Socialminister Benedikte Kiær (K) mener ikke, at hjemløse, psykisk syge og andre svage grupper skal frygte nedskæringerne i satspuljemidlerne.
Regeringen har nemlig afsat en pulje på 1,5 milliarder kroner som også kommer de udsatte grupper til gode.
- Vi vidste godt, hvordan det stod til med satspuljen, og derfor har vi med genopretningspakken afsat 1,5 milliarder kroner, som skal fordeles til blandt andre de udsatte, siger Benedikte Kiær, og fortsætter:
- På den måde kompenserer vi for, at der ikke er kommet så mange penge til satspuljen, som der plejer.
Ministeren vil dog ikke love, at de udsatte undgår at blive ramt, når satspuljen skæres ned med 700 millioner kroner i forhold til tidligere. Dermed er der kun 309 millioner til fordeling.
- Men jeg vil love, at de udsatte er højt prioriteret. Vi har sat ekstra penge af, og så er det op til forhandlinger, hvordan pengene skal bruges, siger hun.
Heller ikke finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil give et løfte om, at de udsatte holdes skadesløse.
- Det er noget, vi skal diskutere i finanslovforhandlingerne, siger han og henviser til genopretningspakken.
Både Lægeforeningen og flere organisationer frygter, at færre penge i satspuljen kan få alvorlige følger.
Selv om både finansministeren og socialministeren henviser til, at der er afsat ekstra penge med genopretningspakken, så tvivler formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, på, at de penge kan dække hullet i satspuljen.
- Jeg er dybt bekymret for de socialt udsatte, indtil der kommer flere håndfaste udmeldinger fra regeringen på, at man vil prioritere de socialt udsatte. For 700 millioner kroner finder man ikke bare sådan lige, siger Jann Sjursen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker