Minister har ingen dato for EU-afstemning
Det tjener intet formål at fastsætte en dato for en folkeafstemning, som skal fjerne de danske rets- og forsvarsforbehold i EU.
Det siger handels- og europaminister Nick Hækkerup (S), før han fredag forhandler med de EU-positive partier om en EU-aftale.
Venstre kræver dels en folkeafstemning, dels en indsats mod velfærdsturisme, hvor EU-borgere får dansk SU, dagpenge, kontanthjælp og børnecheck, siger EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen.
- Spørgsmålet om velfærdsturisme har været en del af aftalen inden sommerferien. Så mener Venstre den ene dag ét og den anden dag noget andet om at låse en dato for en folkeafstemning, siger Nick Hækkerup.
- Det er regeringens position, at det ville være helt vanvittigt på forhånd at beslutte langt ude i fremtiden, at det er dér, vi skal have afstemning om forsvars- og retsforbeholdet.
Han ønsker en EU-aftale, der placerer Danmark tættest muligt på EU's kerne. I velfærdsturisme har justitsminister Morten Bødskov (S) støttet Storbritannien, Tyskland, Holland og Østrigs advarsler mod misbrug.
- Det er næsten mere glædeligt, at Kommissionen begynder at se på dette som noget, der skal håndteres, på foranledning af de fire lande og vores justitsminister, siger Nick Hækkerup.
Retsforbeholdet efterlader Danmark på perronen i kampen mod international kriminalitet. Forsvarsforbeholdet stækker Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, mener han.
- Hvis vi skal af med de forbehold, kræver det en folkeafstemning. Regeringens overvejelse er, hvornår er det rigtige tidspunkt at tage dén folkeafstemning?
Spørgsmål: - Hvad med 25. maj 2014 ved EU-Parlamentsvalget?
- Det ville være helt vanvittigt at låse datoen for en folkeafstemning mere end et halvt år ude i fremtiden, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker