Det var ikke huller i lovgivningen, som var årsag til, at en 28-årig somalisk mand ikke blev stoppet, før han angreb Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.
- Min vurdering er, at der ikke er brug for lovændringer, siger justitsminister Brian Mikkelsen (K) efter en orientering fra PET-chef Jakob Scharf.
Attentatmanden var ellers i efterretningstjenestens søgelys på grund af forbindelser til den somaliske terrororganisation al-Shabaab og al-Qaeda-ledere i Østafrika, men Brian Mikkelsen er enig med PET i, at en strammere lovgivning ikke kunne have stoppet manden.
- Det at have en mistanke er ikke det samme som at have beviser, og man skal have beviser for at kunne gøre noget. Vi har mistanke mod rigtig mange mennesker for at have forbindelse til terror. Der var mistanke om forbindelse til al-Shabaab og al-Qaeda, men der var ingen indikationer på, at han havde nogen som helt planer mod Kurt Westergaard, siger Brian Mikkelsen.
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, holder dog fast i, at der er mangler i loven.
- Når Jakob Scharf siger, at der ikke var grundlag for, at man kunne anholde, tilbageholde eller sigte somalieren på trods af, at man altså ved, at han har deltaget i terrorvirksomhed, så synes jeg, at der er et hul i loven, som man skal kigge på. Derfor synes jeg, at man skal få nogle eksperter til at vurdere det, inden man træffer en endelig afgørelse om, at der ikke skal ske noget, siger Karen Hækkerup.
Brian Mikkelsen lukker heller ikke helt i for eventuelle ændringer.
- Vi er lige nu i gang med et eftersyn af terrorloven med henblik på at kunne foretage justeringer. Det betyder også, at jeg kigger på nogle af de forslag, der har været fremme de seneste dage. Vores eftersyn kommer i løbet af foråret, siger Brian Mikkelsen.
Justitsministeren afviser også blankt at oplyse, hvor mange mennesker PET mistænker for at have forbindelse til terror. Det tal ønsker Dansk Folkeparti ellers offentliggjort.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde