Minister kalder overborgmesters afgang hård men nødvendig
Frank Jensen meddelte mandag middag, at han trækker sig ud af politik som følge af anklagerne om krænkelser. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det er det rigtige at gøre, lyder kommentaren fra ligestillingsminister og partinæstformand Mogens Jensen.
- Det er en hård, men også nødvendig beslutning.
Sådan lyder reaktionen fra ligestillingsminister og partinæstformand Mogens Jensen (S), efter at Københavns overborgmester gennem 11 år, Frank Jensen, har besluttet at trække sig fra sine poster.
Mogens Jensen har delt næstformandsposten i Socialdemokratiet med Frank Jensen.
Men også denne post trækker Frank Jensen sig fra.
- Med denne (beslutningen, red.) sætter han Socialdemokratiet og Socialdemokratiets værdier over sig selv, og sådan kender jeg ham gennem et langt liv i politik, skriver Mogens Jensen på Facebook.
Ligestillingsministeren "anerkender" overborgmesteren for at have truffet beslutningen om at træde tilbage.
- Jeg mener, at det er det rigtige at gøre, skriver Mogens Jensen.
Frank Jensen har valgt at træde tilbage, efter at der de senere dage er dukket flere anklager op om krænkelser af kvinder.
Mandag formiddag meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ser med stor alvor på de anklager, der er blevet rejst.
Det var tv-værten Sofie Linde, der for nylig satte gang i debatten om krænkelser.
Hun fortalte om en episode, hvor en "stor tv-kanon" skulle have truet hende til sex.
Ifølge Mogens Jensen viser hele debatten, at der er brug for en kulturændring.
- Det er modigt af de mange unge kvinder, der den seneste tid er stået frem og har fortalt om deres oplevelser.
- Deres fortællinger bekræfter mig i, at vi har brug for en kulturændring på de politiske arbejdspladser såvel som i resten af samfundet, skriver han.
Det bliver partifællen Lars Weiss fra Borgerrepræsentationen i København, der bliver fungerende overborgmester, efter at Frank Jensen er trådt tilbage.
Hvem der bliver ny næstformand i partiet, skal der træffes beslutning om sidst på måneden, oplyses det på pressemødet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde