Minister kan slet ikke genkende anklager om løgn
Esben Lunde Larsen (V) bliver af seks politikere beskyldt for at have løjet for Folketinget. Foto: Steen Brogaard/presse
Steen Brogaard/presse
Fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser at have tilbageholdt vigtig information fra Folketinget.
Seks partier i Folketinget anklager miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) for at have løjet for dem i en sag om fiskekvoter. Ministeren selv er helt uforstående over for anklagerne.
Ifølge Berlingske har ministeren kun fremlagt et enkelt potentielt løsningsforslag til Folketinget om, hvordan man kan hindre, at meget få fiskere sidder på store dele af fiskekvoterne.
Men et notat fra NaturErhvervsstyrelsen fra 2015 præsenterede 16 konkrete forslag. Det får partierne til at mene, at ministeren har løjet.
- Det er ikke et billede, jeg kan genkende. For det første har jeg ikke noget ønske om at tilbageholde information. For det andet er jeg ikke - mig bekendt - blevet forelagt notatet, siger Esben Lunde Larsen og fortsætter:
- Jeg har ingen interesse i at fastholde det nuværende system for fiskekvoter og er meget villig til at drøfte løsninger på denne her problemstilling med de andre partier.
Holder de seks partier fast i, at Esben Lunde Larsen har løjet for dem, kan det blive svært for ham at beholde sin ministerpost. Det mener Esben Lunde Larsen dog, et samråd vil undgå:
- Jeg møder op i et samråd i morgen og gør ganske simpelt rede for, hvordan jeg ser situationen. Så kan partierne se, hvordan sammenhængen er i dette her, siger han onsdag aften.
Over for Berlingske kalder Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen ministeren for en løgner, mens Socialdemokraterne beskylder ham for at tale usandt.
Fire andre partier har medunderskrevet et samrådsspørgsmål, der beskylder ministeren for at have tilbageholdt vigtige oplysninger.
Det til trods mener Esben Lunde Larsen ikke, at samarbejdet fejler noget.
- Jeg har et ganske udmærket samarbejdsforhold med mine kolleger i Folketinget.
- Jeg har inviteret til adskillige drøftelser for at finde løsninger på dette her, siger ministeren.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde