Minister klar til at diskutere endnu flere penge til Skat
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har allerede forhandlet en stor saltvandsindsprøjtning på plads til skattevæsnet. S og DF mener, der er brug for mere. Ministeren er klar til at forhandle, men mener egentlig, at de allerede aftalte syv milliarder burde række. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Jens Dresling
/ritzau/Dresling Jens
Skat har allerede udsigt til syv milliarder og 2000 medarbejdere. DF og S vil forhandle om endnu flere penge.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil før sommerferien indkalde til forhandlinger om at tilføre skattevæsnet flere ressourcer ud over det, der allerede er aftalt.
Det siger han til Ritzau, efter at Socialdemokratiet og DF har fremsat et fælles beslutningsforslag, der vil pålægge ministeren at indlede sådanne forhandlinger.
- De sparker en åben dør ind, siger Karsten Lauritzen.
- Vi i regeringen drøfter gerne, om investeringsplanen på syv milliarder og 2000 ekstra medarbejdere er tilstrækkeligt.
Hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vækker det glæde, at ministeren er klar til at drøfte, om der er behov for mere.
For Dansk Folkeparti handler ekstra kontrol også om at sikre danskernes skattemoral. Det forklarer skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).
- Vi har haft en tid, hvor vi er blevet snydt for 12 milliarder kroner i udbytteskatteskandalen. Danskerne kan se, at inddrivelsen er gået i stå. Og vi har et ejendomsvurderingssystem, der sejler.
- Det gør naturligt, at skattemoralen falder. Danskerne kan måske med rette tænke: Hvorfor skal jeg betale min skat med glæde, når alle andre kan slippe, siger Flydtkjær.
Socialdemokratiet har stillet forslag om, at der skal ansættes 1000 yderligere personer til det, der kaldes Skats indsatsområde. Det dækker blandt andet over kontrol med moms.
- Det afgørende er nu, om regeringen ikke bare vil byde på kaffe, men også er klar til reelt at investere i skattevæsnet, som vi foreslår, mener skatteordfører Jesper Petersen (S).
- Ellers er det jo bare snak og et forsøg på at undgå at tabe ansigt i Folketinget.
Karsten Lauritzen understreger, at han og Socialdemokratiet grundlæggende ser forskelligt på behovet for flere kontrolressourcer til skattevæsnet.
Han mener, at den indsprøjtning, der allerede er aftalt, løser udfordringerne på kort sigt.
- Som Venstre-skatteminister er mit udgangspunkt ikke, at man sikrer, at folk betaler den skat, de skal, kun ved at kontrollere dem. Det er også ved at vejlede dem, forenkle reglerne og bruge moderne it.
- Så jeg har et lidt andet syn på det end de to partier. Men jeg drøfter gerne, hvordan vi finder hinanden.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde