Minister kræver flere lyntog fra DSB

DSB skal indsætte flere lyntog, fjerntrafikken mellem Danmarks største byer skal køre som en selvstændig forretning uden hjælpende statskroner i ryggen, og antallet af forsinkelser skal halveres.

Sådan lyder hovedpunkterne i en ny strategi for DSB fra transportminister Hans Christian Schmidt (V).

DSB får samtidig besked på at koncentrere sig om at have transport af passagerer i Danmark som hovedfokus. DSB har de senere år ellers også satset hårdt på at vinde udbud i andre lande blandt andet Sverige og Tyskland.

- Jeg vil ikke lægge bånd på DSB, men lægge rammer for DSB. Der skal være gode muligheder for nytænkning og udvikling inden for togdrift, men det skal ske inden for rammerne af en statsejet virksomhed med milliardtilskud, siger Hans Christian Schmidt.

Han vil også have opdelt den kontrakt, som DSB har med staten, i flere mindre bidder, så ministeren har et klart overblik over, hvad det koster at drive de enkelte strækninger.

Ministeren opstiller også målet om, at forsinkelser skal være halveret i 2020. Og for fremtiden skal hvert eneste sekund, som toget er forsinket, regnes med.

/ritzau/

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) lancerer ny strategi for DSB. Den indebærer flere lyntog, og at fjerntrafikken skal køre uden statsstøtte.

Offentliggjort Sidst opdateret