Minister lover akut-pakke til dagpengetruede
En akut-pakke, der skal hjælpe de mange tusinde ledige, der risikerer at miste dagpengene fra nytår, er lige på trapperne.
Det afslørede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) onsdag, da hun gæstede 3F's repræsentantskab, skriver Fagbladet 3F.
- Forhåbentlig får vi allerede om få dage en akut-pakke, som gælder for resten af året, efter aftale med a-kasserne, kommunerne og jobcentrene, siger ministeren uden at løfte sløret for det konkrete indhold, der forhandles om.
På det første møde mellem parterne blev det blandt andet aftalt, at alle ledige i fare for at miste dagpengene, skal kontaktes personligt af a-kasser og jobcentre og få lagt en personlig plan. Desuden blev der snakket jobrotation.
- Ja, der mangler job. Og vi gør meget for at skaffe flere, siger Mette Frederiksen.
- Men der er jobåbninger derude. Og selv i krisen får hver anden ledig trods alt job, inden der er gået seks måneder. Men vi skal have det speedet op. I det hele taget skal vi blive bedre til at få folk hurtigt i arbejde, siger beskæftigelsesministeren.
Øvelsen med at kaste redningskranse ud til de tusindvis af danskere, der til nytår glider ud af dagpengesystemet midt i den økonomiske krise startede forrige fredag.
Her hidkaldte beskæftigelsesministeren fagbevægelsen, arbejdsgiverne, kommunerne og a-kasserne for i fællesskab at finde fælles løsninger.
En løsning, der dog med sikkerhed ikke kommer på tale, er en forlængelse af dagpengeperioden.
Mette Frederiksen ønsker onsdag ikke at uddybe, hvad den nært forestående såkaldte akut-pakke vil komme til at indeholde.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker