Minister mangler metanfri ko til at sænke udledning i landbrug
- Vi mangler fortsat den metanfrie ko og den gødningstype, der ikke giver anledning til lattergasudledninger fra marker, siger klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Både energi- og transportsektoren har nemmere ved at gennemføre den grønne omstilling end landbruget.
De lavthængende frugter er plukket, så derfor er det en hård nød at knække at dæmme op for landbrugets udledning af miljøskadelige stoffer.
Der er enighed om, at landbruget skal bidrage til at mindske udledningen. Men spørgsmålet er hvordan, hvilket to ministre er kaldt i samråd for at redegøre for.
- Det er rigtig svært at få reduceret landbrugets udledninger, det er en hård nød at knække. Det er der flere grunde til, siger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V).
Han peger på, at der ikke findes nemme løsninger som for eksempel i energisektoren og transportsektoren.
I den første sektor er man kommet langt med vindmøller, solceller og biomassekedler. I transportsektoren er elbiler, elbusser og eltog det helt store håb.
- Landbruget har ikke den gode løsning, der blot kan gøres billig og rulles ud i stor skala.
- Vi mangler fortsat den metanfrie ko og den gødningstype, der ikke giver anledning til lattergasudledninger fra marker, siger ministeren.
Han er sammen med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) indkaldt for at redegøre for, hvordan landbruget bliver en del af løsningen på klimaproblemet.
Samt hvordan regeringen indfører initiativer, der reducerer CO2-udledningen
De peger begge på, at en udflytning af landbruget kan medføre endnu større udledninger end herhjemme. Det skyldes, at andre landes landbrug udleder endnu mere end danske.
Afgifter på kød er Venstre skeptisk overfor.
- Jeg synes simpelthen ikke, at det er en supergod idé at gøre spaghetti med kødsovs til en rigmandsret på linje med foie gras (leveren fra tvangsfodrede gæs eller ænder, red.).
- Den bedste løsning er ikke altid hårde, kortsigtede krav til landbruget om straks at reducere sin udledning drastisk eller at plante træer der, hvor vi i dag har kvæg gående, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Oppositionen savner klare, konkrete tiltag fra regeringen, som peger på, at der er gennemført flere initiativer.
Som regeringens klimaudspil, der skal etablere et partnerskab med landbruget.
Derudover er der afsat penge til græsproduktion, bæredygtig protein, jordfordeling og klimavenlig teknologi.
Helt specifikt peger klimaministeren på en målrettet indsats for at mindske metanudslippet fra danske biogasanlæg.
- Det vil reducere udledningerne med en million ton CO2-ækvivalenter frem mod 2030, siger Lars Christian Lilleholt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde