Minister offentliggør svar i grænse-sag

Uklarheden om EU-landenes grænsekontrol fortsætter - og meget tyder på, at der enten ligger misforståelser eller direkte modstridende meldinger til grund for forvirringen i forbindelse med Skatteministeriets oplysninger om, at seks EU-lande har døgnbemandede grænseovergange.

De seks lande på ministeriets liste har nemlig nu samstemmende afvist at have døgnbemandede grænseovergange.

Det har nu fået ministeriet til at offentliggøre både den mail, ministeriet har sendt, og svarene fra de 19 lande, som har svaret på rundspørgen.

Og i hvert fald Polens svar på mailen synes at stå i kontrast til den melding, landets ambassadør i Danmark onsdag giver til Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Der er ingen 24 timers grænsekontrol på de indre Schengen-grænser i Polen, siger ambassaderåd Andrzej Skryd til avisen.

I mailen til Skatteministeriet skriver Polen imidlertid:

"Jeg kan informere jer/dig om, at Polen har sådan toldkontorer - for eksempel placeret direkte på den indre grænse til Tyskland (told divisionen in Swiecko), fungerende 24/7/365".

En eventuel sondring mellem begreberne "toldkontorer" og "grænsekontrol" er ikke uddybet i mailkorrespondancen.

Både spørgsmålet og svarene synes at være givet i en hast, da mailen er afsendt mandag morgen den 30. maj, og svarene er blevet bedt afgivet samme dag.

Spørgsmålet er stillet i en kortfattethed og med flere slåfejl, ligesom størstedelen af svarene blot fylder en enkelt linje.

Ministeriet skriver til landene:

"Eksisterer der i landet toldsteder placeret ved indre grænse, som har åbnet dagligt 24 timer?"

"Vi går ud fra at der findes sådanne toldsteder ved de ydre grænser f.eks. i havne eller lufthavne, men eksisterer der også sådanne toldsteder ved indre grænse. Det vil være ønskeligt om svaret kan modtages i løbet af mandag den 30. maj 2011."

"Det er ikke nødvendigt at anføre alle toldstederne, men alene om der er sådanne toldsteder."

Også Tyskland svarer ret kort og klart på spørgsmålet med ordlyden: "Tyskland har sådanne kontorer".

Det er dog siden blevet uddybet fra landets side, at kontoret udfører mange andre funktioner end grænsekontrol.

Læs selv landendes svar her: http://www.skat.dk/getFile.aspx?Id=84184

/ritzau/

Skatteministeriet offentliggør rundspørge til de øvrige Schengen-lande om grænsekontrol efter tvivl om fakta.

Offentliggjort Sidst opdateret