Minister om fedtafgift: Mange skal sænke priserne
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) og alle os andre kan fra næste år med garanti putte billigere varer i vognen i Coops og Dansk Supermarkeds butikker, når fedt- og sukkerafgiften tages af hylderne.
- Det er jeg rigtig glad for. Forbrugerne skal også mærke forskellen nu - denne gang på den gode måde, siger Mette Gjerskov.
Hun har jævnligt haft besøg af utilfredse virksomheder og brancheorganisationer, der har forbandet fedtafgiften langt væk og beklaget sig i forhold til deres mulighed for at føre forretning.
Derfor vil det også ifølge Mette Gjerskov kun være hul i hovedet, hvis ikke flere virksomheder nu vælger at følge trop og barberer toppen af priserne.
- Selvfølgelig skal de det. Priserne steg, da der kom en fedtafgift, så nu skal de selvfølgelig falde igen. Alt andet vil være helt utroværdigt, siger hun.
Og de førnævnte butikker, virksomheder og brancheorganisationer, der har siddet på Gjerskovs kontor og skældt ud og forlangt fedtafgiften fjernet, kan godt indstille sig på at blive holdt i ørerne.
- Næste gang, jeg ser dem, vil jeg selvfølge spørge dem, om de nu rent faktisk også har sænket priserne, nu hvor afgiften er væk, fastslår Mette Gjerskov.
Fedt- og sukkerafgiften blev, ud over at sikre flere penge til statskassen, indført ud fra et ønske om at gøre danskernes indkøbsvaner sundere og grønnere.
- Der er mange diskussioner om, hvordan vi sikrer folkesundheden i Danmark, siger Mette Gjerskov, men:
- Fedtafgiften er noget af det mest udskældte, vi længe har haft. Så nu må vi prøve at få gjort noget ved folkesundheden på en anden måde, siger hun uden dog at konkretisere yderligere.
Fedtafgiften blev indført under den daværende VK-regering i 2009, og sidste år besluttede Enhedslisten og S-SF-R-regeringen at indføre en højere afgift på tilsat sukker.
Begge afgifter afskaffes med dette års finanslov.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie