Minister om ny vækstplan: For mig er data det nye guld
Royal Arena i Ørestaden i København skal tiltrække turister, internationale sports- og kulturbegivenheder og nye virksomheder. Arenaen skal fremme vækst og beskæftigelse. Regeringen vil skabe digital vækst ved samarbejde mellem virksomheder, det offentlige og uddannelsesinstitutioner. Foto: Scanpix/Bax Lindhardt
Scanpix/Bax Lindhardt
Danmark skal vokse digitalt med private og offentlige penge, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
Danmark må gå forrest på tre områder: Kunstig intelligens, internet of things og big data.
Det siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), som sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag i Herning fremlægger regeringens digitale vækstplan i 38 punkter.
- Vi laver et digitalt hub, hvor vi samler den viden, vi har i big data, internet of things og kunstig intelligens. Og får den viden skubbet ud til virksomhederne og samfundet, siger Brian Mikkelsen.
Begrebet internet of things refererer til, at man gør hverdagens elektroniske apparater intelligente, så de kan opsamle data til gavn for forbrugere og producenter.
Big data dækker over overindsamling, opbevaring, analyse og fortolkning af enorme mængder af data, mens kunstig intelligens beskæftiger sig med at få maskiner til at "tænke".
"Digital Hub Denmark" rummer et styrket samarbejde mellem virksomheder, det offentlige og uddannelsesinstitutioner.
Regeringen vil også lave en "matchmaking platform", som samler viden, forklarer erhvervsministeren.
- Det kan være Danfoss, der skal bruge viden til at udvikle termostater. Det kan være en lille virksomhed, som slet ikke har ressourcer til at vide noget om kunstig intelligens, siger Brian Mikkelsen.
Regeringen giver også virksomheder viden fra DMI og Danmarks Statistik.
- For mig er data det nye guld. Viden udvikler sig hele tiden. Før var USA's største virksomheder olieindustrien. Nu er det Amazon og Facebook. Det skal vi være bedre til at udnytte i Danmark, siger Brian Mikkelsen.
Regeringen afsætter 20 millioner kroner i 2018 og siden 25 millioner kroner om året til at skabe "Digital Hub Denmark". Hertil kommer flere penge fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, Industriens Fond og FinansDanmark.
Danmark ligger ikke forrest i den digitale udvikling, advarer erhvervsministeren.
- Jeg er bekymret for, at vi sidder fast i vores tog. Mens de andre kører i et hurtigt TGV-tog (fransk tog med over 300 kilometer i timen, red.). Vi skal sørge for, at vores tog også kommer op i omdrejninger, siger Brian Mikkelsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet