Minister om rygning: Der er behov for en kulturændring
Der er ikke brug for forbud, men en kulturændring, hvis smøgerne skal droppes, mener sundhedsministeren.
I syv år har niveauet af rygere i Danmark stort set været det samme. Det viser en ny undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse blandt andet står bag.
Det er trist, at så mange stadig ryger, lyder det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Men det understreger egentligt bare, hvor vigtigt det er, at vi fortsætter arbejdet og også tænker nyt, siger hun.
Men hvis danskerne skal holde op med at ryge, er mere lovgivning ikke nødvendigvis vejen frem.
Ministeren peger blandt andet på, at udseendet på tobakspakkerne blev ændret i foråret. Nu fylder skræmmebilledet cirka to tredjedele af pakken.
- Så der er taget, og der bliver taget initiativer til at få flere til at kvitte smøgerne og færre til at tænde den første.
- Men der er behov for en kulturændring, hvor også butikkerne tager deres del af ansvaret, i stedet for at vi forbyder det ene efter det andet. Butikkerne kan allerede i dag gemme tobakken bag disken, så det er de mere end velkomne til selv at begynde med, siger ministeren.
Regeringen har fortsat en klar målsætning om en røgfri generation i 2030, understreger hun.
Sammen med Kræftens Bekæmpelse er det Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen, som står bag den årlige undersøgelse af danskernes rygevaner.
Den viser, at 22 procent af danskerne ryger. Heraf tænder 16 procent dagligt mindst én cigaret. Det er omtrent det samme antal siden 2011.
Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, peger på tre initiativer, som han mener, kan få færre til at ryge, og som er indført i Norge.
- De har røgfri skoletid for børn og unge. De har højere priser på tobak, og så har de mindre markedsføring ude i kioskerne, siger han.
Eksempelvis mener han, at cigaretterne ude i landets butikker skal ligge under disken i stedet for at være synlige.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker