Minister pudser 150 mand på skattesyndere

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) vil efter sommerferien præsentere en plan for, hvordan Skat skal forsøge at inddrive den 67 milliarder kroner store gæld til det offentlige, som danskerne tilsammen har oparbejdet.

Og en del af planen er at sætte 150 af Skats medarbejdere på opgaven.

Det fremgik, da ministeren fredag morgen klokken 7 var i samråd.

Samrådet var indkaldt efter hård kritik fra statsrevisorerne forleden for, at Skat har været for dårlig til at få nedbragt gælden.

Men Troels Lund Poulsen understreger, at sagen har høj prioritet for ham, selvom SF's Jesper Petersen på samrådet anfører, at det umiddelbart er svært at se hans entusiasme i sagen.

- Det skyldes nok kun, at det er tidligt på morgenen. Når jeg ser på en top fem over vigtige prioriteringer som skatteminister, så er det her på top fem, fastslår Troels Lund Poulsen.

Skatteministeren pirker dog også til venstrefløjens sociale samvittighed.

Han henviser til, at omkring 40 procent af skattegælden fra danskerne stammer fra folk på overførselsindkomst, og at de penge derfor kan vise sig svære at inddrive.

- Som jeg husker det, så har oppositionen tidligere haft en vis forståelse for folk, der ikke har haft betalingsevne, at dem skulle man bestemt ikke gøre noget ved. Men der er måske nye toner på vej, lyder det fra skatteministeren.

Jesper Petersen fra SF bifalder efter samrådet på den ene side de 150 ekstra medarbejdere på området, men begræder omvendt, at det er en midlertidig prioritering, der ikke ændrer på i forvejen planlagte nedskæringer af Skats personale.

- Nu ser jeg frem til resten af handlingsplanen, men det er ufatteligt, at der skulle en gæld på 67 milliarder til, før regeringen vågner op, siger han.

/ritzau/

Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/POLFOTO

Skatteministeren var fredag morgen i samråd om statsrevisorernes kritik af Skats manglende inddrivelse af danskernes skattegæld.

Offentliggjort Sidst opdateret