Minister ryster posen og genåbner kritiseret aftale om banko
Bankospil i Kaas Forsamlingshus ved Pandrup. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Blot en måned efter bankoaftale vil skatteminister genåbne den efter kritik fra et bredt felt af bankohaller.
Siden et politisk flertal indgik en aftale om spil, har der været fuld plade på utilfredsheden hos flere af landets bankoforeninger.
Derfor vil skatteminister Jeppe Bruus (S) blot en måned efter genåbne aftalen, efter at han har holdt møde med partierne bag aftalen.
- Genåbner aftale om banko. Har netop holdt møde med partierne bag den nye aftale om almennyttige lotterier.
- Vi er enige om at invitere alle parter til møde, lave høring og få alle kritikpunkter på bordet. Kun fælles intention om at skabe gode rammer om bankospil i Danmark, skriver han på det sociale medie Twitter.
For en måned siden indgik et flertal en aftale om et nyt regelsæt for almennyttige lotterier. Siden har blandt andet Dansk Folkeparti haft et ønske om at rydde pladen og lave en ny aftale efter kritik fra bankoforeninger.
Reglerne betyder, at bankospil kun kan udbydes, hvis 35 procent af salget bliver doneret til godgørende formål, eller 41 procent af overskuddet bliver betalt i afgift. Det er indtægter minus præmier, som typisk er penge eller ænder, vin, kaffe og chokolade.
Det har fået de af landets bankoklubber, der ikke lever op til reglerne, op i det røde felt. Selv om aftalen skulle skabe mere gennemsigtighed, var der ingen gevinst ifølge kritikken.
De mener ikke, at det kan løbe rundt eller er tiden værd med de nye regler.
Brancheforeningen har været i dialog med politikerne forud for aftalen, men deres opråb har været forgæves indtil nu.
Der er blandt andet blevet foreslået at gøre forskel på bingo- bankoforeninger med almennyttigt formål og de store kommercielle lotterier, som sidestilles med de mindre i den aftalen.
Onsdag sagde skatteministeren i Folketingssalen, at mange bankoforeninger i dag bryder loven, fordi de ikke donerer nok eller betaler afgifter.
- Vi har lavet en aftale, der giver klare og enkle regler. Den lægger op til afgiftsfritagelse, når overskuddet går til godgørende formål.
- Sagen er, at mange bankoforeninger aldrig har kunnet udbyde banko på den måde, de gør i dag, lovligt, fordi de ikke har doneret nok eller betalt afgifter. Som man jo skal ifølge reglerne allerede i dag, sagde han onsdag.
Han udtrykte "forståelse for, at det kan være frustrerende for nogle bankoforeninger".
Dagen efter vil han altså genåbne aftalen, så "Gamle Ole" fortsat kan lyde i landets bankohaller.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde