Danskerne kan stadig ikke få svar på, hvor meget den kommende Femern-forbindelse kommer til at koste.
Forligspartierne i Folketinget med transportminister Hans Christian Schmidt (V) i spidsen vil først sætte tal på prisen om 14 dage. Til gengæld slår ministeren fast, at prisforskellen mellem en bro og en tunnel er skrumpet ind, siden aftalen om en forbindelse blev truffet i 2008.
- Jeg siger intet om tallet. Jeg siger kun én ting, og det er, at det bliver dyrere med en bro og billigere med en tunnel. Om 14 dage vil vi have tallene, siger Hans Christian Schmidt efter tirsdagens møde i forligskredsen.
Mandag havde ministeren ellers meldt ud, at der ville blive sat tal på prisen for en bro i forbindelse med mødet.
Da projektet blev vedtaget i 2008, blev det vurderet, at en bro vil koste cirka 33 milliarder kroner, mens en tunnel vil løbe op i omkring 41 milliarder.
Broforbindelsen har hidtil været den foretrukne løsning, men med de ændrede priser kan det forhold ændre sig.
Spørgsmål: Hvor meget mere interessant er tunnelen blevet nu?
- Man må sige det på den måde, at når én ting bliver billigere, og den anden bliver dyrere, så begynder man at nærme sig hinanden, siger Hans Christian Schmidt.
Transportordfører for Socialdemokraterne Magnus Heunicke vurderer, at tunnelløsningen nu er rykket nærmere.
- Det er klart, at spørgsmålet er blevet mere interessant nu, da vi kan se, at en tunnel er blevet billigere og en bro er blevet dyrere, siger Magnus Heunicke.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker