Minister stopper for brug af lokale tolke i Afghanistan

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) indskærper omgående overfor forsvaret, at der ikke må bruges lokale tolke i Helmand i Afghanistan. Det siger han til Ritzau.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Allerede i aften vil jeg indskærpe overfor systemet, at der ikke skal bruges lokale tolke. Hvordan det vil ske, vil jeg tage med mit system, siger Nick Hækkerup til Ritzau.

Efter afsløringen i TV2 Nyhederne af, at forsvaret i syv tilfælde har brugt lokale tolke i Helmand i Afghanistan trods ministerens tidligere forsikringer om, at det ikke er sket, får ministeren til at reagere.

Nick Hækkerup har adskillige gange slået fast, at Danmark ikke bruger lokale tolke i Afghanistan.

- I modsætning til Situationen i Irak har vi denne gang brugt tolke, som ikke er lokale, men kommer fra andre steder i Afghanistan.

- Derfor er der markant mindre risiko for, at de kommer til at lide overlast, når de skal hjem igen, sagde ministeren til Ritzau den 12. februar.

De udtalelser står ministeren ved.

- Det er rigtigt, jeg skulle bare have sagt i overvejende grad, siger Nick Hækkerup.

Spørgsmål: Har du ikke fået konkrete oplysninger om, at der har været brugt lokale tolke?

- Det systemet sagde til mig var, at vi skulle bruge ordet i overvejende grad. Jeg har ikke haft konkret kendskab eller eksempler på lokale tolke, jeg har ikke været præsenteret for sådan nogle eksempler.

- Og mit indtryk er og var, at de tolke, vi brugte, i langt overvejende grad var fra andre områder end Helmand-provinsen, svarer Nick Hækkerup.

Ministeren må nu som øverste politiske chef stå på mål for de forkerte oplysninger.

- Det er mit ansvar, jeg er øverste chef, og det er ikke noget, jeg klarer med mit system gennem pressen. Det tager jeg med systemet selv.

- Jeg kan kun sige, at jeg har været for upræcis i mine udtalelser, siger Nick Hækkerup, der vil have undersøgt oplysningerne om brugen af lokale tolke nærmere.

- Jeg vil omgående bede mit system om at finde ud af, præcis hvordan ansættelsesforholdene er og har været og hvad karakteren af de konkrete kontrakter er og har været, siger Nick Hækkerup.

Ministeren erkender, at der skal passes på de lokale tolke - og at Danmark har et særligt ansvar.

- Det er klart, at de er mere udsatte end dem, der kan rejse hjem til andre områder. Hvad det konkret skal være, må vi finde ud af, siger Nick Hækkerup.

/ritzau/